Efter en AaB-sejr på 4-2 ude over FC Nordsjælland er der lagt maksimalt pres på FC Midtjylland før deres kamp mod Brøndby torsdag. Med sejren er AaB nu  tre point foran midtjyderne i guldkampen.

Det var dog FC Nordsjælland, der kom bedst fra start i dagens kamp, da de allerede efter ni minutter kom foran. Det gjorde de ved Anders 'AC' Christiansen, der tog et træk til venstre et stykke udenfor feltet og smækkede bolden i netmaskerne. Det blev startskuddet til en vild første halvleg.

Bare 15 minutter senere dukkede AaBs Anders K. Jacobsen op og scorede to gange på fem minutter og vendte kampen fuldstændig. Begge mål viste angriberens målnæse. Det første var et tørt hug uden for feltet og det andet et hårdt vristspark fra venstresiden af feltet.

Målfesten fortsatte. Bare to minutter efter blev AaBs forsvar revet fra hinanden. Pludselig stod Nordsjællands Joshua John alene i feltet, og han svigtede ikke og hamrede udligningen op i nettaget.

Som om det ikke skulle være nok, kom der endnu et mål før pausen. AaBs Kenneth Emil Petersen kom højere end Lasse Petry på et hjørnespark, hvor målmand David Jensen fik hånden på bolden, der dog alligevel gled ind over stregen.

I anden halvleg kunne Kasper Kusk efter oplæg fra Thomsen køligt sende bolden i mål til 4-2.

FCNs Jens Stryger havde et vildt venstrebensspark fem minutter før tid, der blev krøllet ind fra 25 meter. Men indersiden af stolpen sendte bolden ud i spil igen. Tættere på kom Nordsjælland aldrig.

Dermed er bolden nu altså sparket over til FCM i kampen om mesterskabet.