FC København er så godt som ude af kampen om det danske mesterskab. I hvert fald tabte de formsvage danske mestre endnu engang til en af de nærmeste rivaler, da AaB på eget græs vandt 2-1 over Cornelius og co.

Før forårssæsonen anså de fleste eksperter FCK som det varmeste bud på en kommende dansk mester. Men efter seks kampe, der blot har indbragt seks point, er Ståle Solbakkens mandskab for alvor hægtet af guldstriden.

Den pointmæssige og spillemæssige krise blev endnu engang understreget mod AaB, hvor især den københavnske offensiv fortsatte med at halte. 

Til dagens kamp mod AaB havde Ståle Solbakken lagt Thomas Delaney ud på højrekanten for bedre at kunne holde styr på Kasper Kusk. Men symptomatisk for FCK-viceanførerens forår, så havde han store problemer med at løse den opgave. 

Efter 10 minutter missede Delaney en takling på netop Kasper Kusk. AaB-topscoren afsluttede, men bolden ramte Pierre Bengtsson inde foran mål. Den svenske back lykkedes dog ikke med at sparke bolden væk, og i stedet kom Rasmus Thelander først på returen og bragte hjemmeholdet foran 1-0.

Resten af halvlegen var meget lige, og ingen af holdene formåede for alvor af spille sig frem til noget. Derfor skiftede Ståle Solbakken Daniel Braaten ind fra anden halvlegs start. Det gjorde med det samme FCKs offensiv mere livlig.

Alligevel var det AaB, der først kom tættest på at score. Efter 62 minutter tog en afslutning fra Kasper Risgaard sammenføjningen, mens Nikolaj Thomsen også var tæt på at fordoble scoringerne kort tid efter. 

Syv minutter før tid fik FC København så endelig lidt medvind i sejlene. Den svenske forsvarsklippe Olof Mellberg kom højest på en dødbold og fik med sin tredje sæsonscoring bragt lidt håb tilbage i løvernes mesterskabsdrømme. 

De drømme blev dog slukket bare minuttet efter. Endnu engang så Thomas Delaney noget uheldig ud, da han ikke fik presset Jeppe Curth tilstrækkeligt - og så kunne den tidligere Superliga-topscorer heade sejren hjem til AaB.  

Dermed er AaB igen kun to point efter FC Midtjylland, mens FC København nu har ni point op til Superligaens tophold.