De danske mestre fra AaB indledte mandag morgen den aktieemission, der ifølge planen skal skaffe klubben 75 millioner kroner.

Den nordjyske klub har igennem en længere periode været hårdt ramt på økonomien, men aktieemissionen skulle meget gerne betyde, at de rød-hvide fra Aalborg går en bedre tid i møde.

- Naturligvis håber vi at rigtig mange vil bakke op om AaB, der i dag er en rendyrket fodboldforretning med fokus på udvikling af egne talenter og stram økonomisk styring. Med en succesfuld aktieemission vil vi stå rigtig godt rustet til fremtiden og ikke mindst i forhold til at udnytte det potentiale, vi med hele Nordjylland som opland har på flere områder, siger AaB's administrerende direktør Stephan Schors til klubbens hjemmeside.

Aktieemissionen løber frem til fredag den 15. august.