AaBs sportschef Inge André Olsen tror og håber på, at politiets efterforskning af Jores Okore i en sag om matchfixing forbliver ved en undersøgelse.

Det fortæller han til TV3 Sport lørdag.

Som tidligere beskrevet hos blandt andre B.T. var AaB ganske uanende om, at politiet ville efterforske AaB-forsvareren, indtil der kom en pressemeddelelse om sagen.

»Det er jo ikke noget, nogen af os kan lide at høre. Det var chokerende og vældig overraskende for os. Vi blev taget lidt på sengen ved, at det kom ud,« siger Inge André Olsen, der ikke vil kritisere politiets måde at handle på i sagen.

»Det er jo politiets valg. Vi kommer selvfølgelig til at støtte op om politiets undersøgelser, og hvis de behøver noget fra os, vil vil selvfølgelig bistå med det, og det ved vi, Jores også kommer til at gøre.«

Ifølge B.T.s oplysninger bliver der efterforsket mulig matchfixing i kampen mellem AaB og OB den 18. oktober sidste år, hvor der blev spillet heftigt - og udbetalt penge på - et spil om, at Okore skulle få gult kort.

Det fik Okore i slutningen af kampen i forbindelse med en voldsom tackling. Se situationen her og læs mere om B.T.s oplysninger i sagen.

Inge André Olsen mener, det er vanskeligt for ham at vurdere, om situationen ved det gule kort til Jores Okore har virket mistænkelig.

»Der sker mange situationer i en fodboldkamp, og alle situation kan være forskellige. Jeg har spillet fodbold selv i mange år selv, og jeg har fået gule kort, der var fortjente og gule kort, der ikke var fortjente. Det er Jores, der bedst kan svare på, hvordan han husker den situation, hvis han overhovedet husker den kamp,« siger han til TV3 Sport, ligesom han ikke vil spekulere i en eventuel konsekvens, såfremt der skulle være noget om snakket.

»Det er jeg ikke den rigtige mand til gå ind i og spekulere om. Vi tror og håber, at det her forbliver ved en undersøgelse fra politiets side,« siger han videre.

Jores Okore selv har fortalt til B.T., at han er uskyldig, og i øjeblikket er der også kun tale om efterforskning, da der ikke er rejst nogen sigtelse af Jores Okore i sagen.

Læs vores store interview med Jores Okore om sagen her.