'En and.' 'Overdrevet.' 'Karaktermord.'

Flere AaB-profiler og ledere genkender ikke den kritik, der onsdag kom frem i medierne om klubbens cheftræner Erik Hamrén.

AaB-spilleren Kristoffer Pallesen begyndte straks at ringe rundt til sine holdkammerater, da han læste kritikken, som Ekstra Bladet beskrev på baggrund af anonyme kilder omkring klubben.

Det siger han i et interview med Discovery.

»Jeg ville også være ked af det, hvis jeg sad i Eriks position, for det var meget voldsomme ting, der blev skrevet,« siger Pallesen og kalder historien 'en stor and.'

»Det er mere eller mindre et karaktermord. Jeg er bare glad for, at jeg ikke har kunnet finde nogen i truppen, som har været kilde til historien. Jeg har ondt af Erik og har intet dårligt at sige om ham,« fortsætter han.

Heller ikke AaB-direktør Thomas Bælum kan genkende kritikken af klubbens cheftræner.

»Det er forventeligt, at der er rumsteren omkring vores klub, når vi ligger, hvor vi gør. Men jeg er træt af at bruge energi på at snakke om sådan nogle ting,« siger Bælum til Discovery.

»Jeg kan ikke genkende det, der stod onsdag. Det må jeg afvise.«

Hovedpersonen selv, svenske Erik Hamrén, kalder kritikken for 'en stor, stor overraskelse'.

»Det er meget overdrevet. Jeg tror ikke, at nogle af spillerne har talt med journalisten,« siger Erik Hamrén til mediet.

Ifølge Ekstra Bladet er der intern uro i AaB, hvor spillertruppen er begyndt at miste troen på, at svenskeren er den rette til at redde klubben fra nedrykning.