Peter Fehers første kamp som AaB-træner gav en 2-1-sejr over Brøndby, der nu har tabt tre kampe i streg.

Med en 2-1-sejr over Brøndby fik Peter Feher søndag en glimrende debut som midlertidig cheftræner i AaB.

Feher fik ansvaret så sent som i torsdags, hvor AaB meddelte, at Jacob Friis havde valgt at trække sig som cheftræner af personlige årsager grundet sin kræftramte datter.

Ingen af de to hold foldede sig ud i en lige første halvleg, der trods et sløjt teknisk niveau bød på en enkelt scoring fra begge mandskaber.

Efter pausen fandt AaB dog melodien og satte gæsterne under pres, hvilket gav pote fem minutter før tid, hvor Tom van Weert sikrede en sen nordjysk sejr.

AaB hopper med sejren op på syvendepladsen i 3F Superligaen, hvor Brøndby trods tre nederlag på stribe fortsat er nummer fire.

AaB har i denne sæson ikke haft for vane at spille med en klassisk angriber, men det lavede Peter Feher om på mod Brøndby.

Tim Prica startede på toppen og burde have bragt AaB foran i det 32. minut, men fik ikke ordentlig træf på en flad tværpasning fra højre side, hvor AaB ofte forsøgte sig. Heldigvis for AaB var Iver Fossum løbet med, og han kunne fra en spids vinkel sparke værterne på 1-0.

Brøndby fik dog udlignet syv minutter senere, hvor angriberen Mikael Uhre nåede frem til et frisparksindlæg og prikkede bolden i nettet til 1-1.

AaB greb taktstokken fra anden halvlegs start og skabte en række store chancer mod et Brøndby-hold, der havde svært ved at få tingene til at fungere.

Både Tom van Weert, Frederik Børsting og Timothe Nkada var nærgående for AaB, men Brøndby-keeper Marvin Schwäbe holdt gæsterne inde i kampen med flere gode redninger.

Fem minutter før tid gik den dog ikke længere for gæsterne, da den indskiftede hollænder Tom van Weert kastede sig frem og sikrede AaB alle tre point med en hovedstødsscoring.

/ritzau/

Genlæs kampen i LIVE-bloggen her: