Superliga-klubben AaB står efter tirsdagens overraskende fyring af Stephan Schors uden administrerende direktør.

Og der kan komme til at gå et stykke tid før nordjyderne har hans afløser på plads.

»Vedkommende skal tiltræde, når det er muligt. For os er det vigtigere, at vi finder den rette mand end det er at sige, det skal være om tre eller seks måneder,« siger bestyrelsesformanden i AaB A/S, Finn V. Nielsen, der har igangsat processen med at finde Stephan Schors’ afløser.

»Det er planen, at vores kommende administrerende direktør skal headhuntes gennem et rekrutteringsbureau, som vi er i gang med at lave en aftale med,« siger Finn V. Nielsen.

Han havde i tirsdags indkaldt Stephan Schors til en samtale, og det var under denne, at fyringen blev eksekveret.

»Lad mig understrenge at vi rent faktisk har været tilfredse med ham. Da han kom til AaB, var vi ikke så velorganiseret. Vi havde problemer med økonomien. Vi skulle gennem en kapitaludvidelse og havde ingen likviditet. I den periode var han supergod,« siger Finn V. Nielsen og tilføjer:

»Jeg vil ikke have noget problem med at anbefale Stephan til et job som økonomidirektør, men det er klart, at jo mere styr, vi har fået på økonomien, desto mere sværere er det at være ansat som økonomimand. Selvom man forsøger at være kommerciel, har man nogle gener, man er født med. Jeg vil bare sige, at AaB nu har brug for andre kompetencer end vi havde for fire år siden.«

Finn V. Nielsen vil ikke nødvendigvis kalde fyringen for en pludselig indskydelse.

»En bestyrelse gør altid det, at man vurderer, om man har de rigtige personer siddende i direktionen. Det er jo sådan, at man er direktør et sted indtil man ikke er det længere,« siger Finn V. Nielsen.

Tilsyneladende kom fyringen totalt bag på Stephan Schors, der få timer forinden havde ytret sig i optimistiske vendinger om AaB.

»Det siger bare noget om vores evne til at holde tingene lukket indtil de bliver offentliggjort,« siger Finn V. Nielsen.

Den person AaB søger, skal være mere synlig i jobbet end Stephan Schors var. Således går nordjyderne efter at finde en ny administrerende direktør, der evner at øge fokus på de kommercielle indtægter.

»Normalt når man er kommerciel, er man lidt mere synlig end en økonomimand vil være. Men det vil vi jo kigge på i et samlet billede på, hvad vi af rekrutteringsfirmaet bliver præsenteret for af mulige emner,« siger Finn V. Nielsen.

Selvom jobbet som administrerende direktør i AaB blot har været ledig siden tirsdag eftermiddag, har han allerede nu modtaget henvendelser fra interesserede.

»Dem har vi fået mange af. Hvor stort antallet er, har jeg ikke overblik over. Men af dem jeg har kendskab til, drejer det sig om en håndfuld,« siger Finn V. Nielsen.

BT har forsøgt at få Stephan Schors i tale om fyringen.

»Tak for henvendelsen, men jeg har ikke nogen kommentarer,« lyder Stephan Schors' kortfattede svar i en sms.

AaB A/S har under Stephan Schors ledelse haft overskud de seneste fire regnskabsår. Til gengæld har selskabet for kort tid siden meddelt, at man i næste regnskabsår forventer et underskud på mellem 18 og 28 mio. kroner.