Venstrebacken Jakob Ahlmann fortsætter i superligaklubben AaB.

Tirsdag har den 25-årige spiller underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2019. Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse.

Ahlmann har tidligere repræsenteret det danske A-landshold, men flere skader har bremset forsvarsspillerens karriere.

AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, glæder sig over, at samarbejdet med Ahlmann fortsætter.

»Når Jakob Ahlmann rammer sit topniveau, så er der ingen i Danmark, der er bedre på pladsen som venstre back, og vi er selvfølgelig glade for, at vi har kunnet blive enige med Jakob om en ny aftale. Jakob er en af succeshistorierne fra vores talentudvikling, hvor han har taget vejen fra drengespiller i AaB til Alka Superligaen og videre til det danske A-landshold,« siger Allan Gaarde.

Ahlmann kom til AaB som 12-årig.

»Jeg synes, det er fedt at være i AaB, og jeg har en klar målsætning om at genfinde min stabilitet og bidrage endnu mere i de kommende år. Vi er i gang med at skabe et nyt hold, og jeg ser frem til at være en af de bærende spillere, der kontinuerligt er med til at tage ansvar, så vi holder et højt niveau,« siger Jakob Ahlmann.

Ahlmann har spillet to A-landskampe for Danmark.

/ritzau/