Det bliver heller ikke i den kommende uge, at Superliga-klubben AaB præsenterer navnet på den cheftræner, der til sommer skal afløse Kent Nielsen.

»Men vi er tættere på en afklaring end nogensinde,« siger sportsdirektør Allan Gaarde og tilføjer:

»Jeg kan dog ikke forestille mig, at der sker noget inden for den nærmeste uges tid.«

Han har bemærket, at medierne de seneste uger har nævnt flere af de navne, som AaB angiveligt har haft til samtale; blandt andre Lars Søndergaard, Bob Bradley, Lars Olsen og Kasper Hjulmand.

»Af børs-etiske og moralske årsager kan jeg ikke udtale mig nærmere i sagen. Ingen af rygterne har dog været så stærke, at de har været kurspåvirkende. Derfor har vi ikke kommenteret dem via børsmeddelelser,« siger Allan Gaarde.

AaB har nu i tre måneder ledt efter en cheftræner.

»Indtil videre har vi haft syv personer til samtale. I disse har vi gjort kandidaterne klart, at vi ønsker en træner, der både er dygtig, god til at kommunikere og som kan udvikle en trup med den viden, at der ikke er ubegrænsede økonomiske ressoucer,« siger Allan Gaarde.

Han understeger, at det for AaB ikke er vigtigt om klubbens nye cheftræner er dansker eller udlænding.

»Men det er naturligvis ikke diskvalificerende, at vedkommende har Superliga-viden. Samtidig er det ligegyldigt, om han - og det bliver en mand - taler dansk, tysk, engelsk, italiensk eller spansk,« siger Allan Gaarde.