Allan Gaarde er fortid som sportsdirektør i Superliga-klubben AaB.

Nyheden blev overdraget en samlet spillertrup af bestyrelsesformand Torben Fristrup på et møde i førsteholdstruppens taktikrum før tirsdagens træning.

»Det er altid utrolig trist, når folk bliver afskediget på den måde,« siger anfører Lucas Andersen og tilføjer:

»Gaarde har haft en vigtig rolle i forhold til at sammensætte truppen, så det siger sig selv, at der hverken hos mig eller holdkammeraterne er smil på læben over, at han nu er væk.«

AaB-anfører Lucas Andersen, billedet, om fyringen af klubbens sportsdirektør Allan Gaarde: »Det er utrolig trist«.
AaB-anfører Lucas Andersen, billedet, om fyringen af klubbens sportsdirektør Allan Gaarde: »Det er utrolig trist«. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Allan Gaarde har meddelt, at han i forbindelse med torsdagens træning ønsker at sige farvel spillertruppen og de personer, han har haft et tæt samarbejde med i administrationen.

»Det har vi det selvfølgelig fint med. Det er jo ikke sådan, at han bliver kastet ud af vinduet. Han har de seneste år haft en betydningsfuld rolle i AaB,« siger Lucas Andersen.

Han tilføjer, at truppen er overrasket over opsigelsen af Allan Gaarde.

»Fodboldens verden er ubarmhjertig. Tingene går videre, og det bliver lynhurtigt hverdag igen. Man er ikke herre over, hvem der er i og omkring klubben. Vi spillere kan lige nu ikke gøre andet end at se fremad. En beslutning som for eksempel det afbrudte samarbejde med Allan Gaarde er helt klart bestyrelsens. Når man får en så brat melding om en så vigtig position, tror jeg at 10 ud af 10 spillere i vores trup er overraskede.«

Allan Gaarde er fortid som sportsdirektør i Superliga-klubben AaB.
Allan Gaarde er fortid som sportsdirektør i Superliga-klubben AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er planen, at Allan Gaardes opgaver det kommende stykke tid vil blive fordelt mellem cheftræner Jacob Friis og administrerende direktør Thomas Bælum.

Men mens sidstnævnte under tirsdagens træning ikke ønskede at kommentere afskedigelsen, var Jacob Friis en anelse mere meddelsom.

»Når man er fodboldtræner, skal man ikke tælle arbejdstimer. Heller ikke i AaB. Så de opgaver, der nu bliver lagt over på mine hænder, løser vi internt,« siger Jacob Friis, der er tilfreds med tingenes øjeblikkelige tilstand i AaB, selvom nordjyderne kun ligger nummer otte i Superligaens pointtabel.

»Jeg synes, der sker nogle positive ting på træningsbanen. Spillerne arbejder benhårdt, og vi forsøger hele tiden at udvikle på stilen. Mit samarbejde med Allan Gaarde har været tæt, og det er altid trist, når der er medarbejdere, der ryger,« siger Jacob Friis.

AaB's bestyrelsesformand Torben Fristrup.
AaB's bestyrelsesformand Torben Fristrup. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

AaB's bestyrelsesformand, Torben Fristrup, tilbragte hele tirsdag formiddag på klubanlægget. Her fortalte han til B.T., at afskedigelsen af Allan Gaarde har været undervejs et stykke tid.

»Vi har i en periode diskuteret vores fremtidige struktur. Disse drøftelser er nu afsluttet, og vi er blevet enige om, at vi skal have en anden profil,« siger Torben Fristrup, der hårdnakket benægter, at der er tale om en fyring.

I stedet vælger han at kalde det afbrudte samarbejde med Allan Gaarde for en 'øjeblikkelig fritstillelse'.

»Lad mig slå fast, at vi ikke har været utilfreds med Gaardes arbejde. Rent faktisk synes jeg, at der under hans ledelse henover sommeren er blevet foretaget nogle gode indkøb. Beslutningen er udelukkende taget, fordi vi ønsker en anden retning. Der er intet, vi kan klandre Allan for. I den sportslige sektor overvejer vi strukturen. Nu kaster vi det hele op i luften. Så alt er sådan set i spil i øjeblikket,« siger Torben Fristrup.