Når AaB 7. juni mod FC Nordsjælland har spillet sin sidste kamp i indeværende Superliga-sæson, er der dømt to ugers ferie.

Men allerede dagen efter træningsstarten 22. juni kan klubbens førsteholdssspillere se frem til at komme på hårdt arbejde.

»Vi tager spillerne med op på fjeldet ved Stavanger i Norge. Hvad der helt konkret skal ske, er spillerne endnu ikke informeret om. Men der er tale om et fire dages ophold af social karakter,« oplyser Allan Gaarde hemmelighedsfuldt.

Fra sin tid som Tippeliga-spiller i Viking kender han selv området omkring Stavanger udmærket. Derfor er det ikke utænkeligt, at AaB-spillerne blandt andet kommer på fysisk udmarvende vandreture.

»De seneste år har vi på grund af Europa Cup-deltagelse ikke haft mulighed for at tage på en ryste-sammen-tur som denne. Der er der nu, og da vi samtidig byder Lars Søndergaard (ny cheftræner, red.) velkommen, mener vi, at et arrangement som dette kan komme både ham og truppen tilgode,« siger Allan Gaarde.

Han ønsker endnu ikke at evaluere AaB's snart afsluttede sæson.

»Jeg venter med at udtale mig om præstationen i Superligaen lidt endnu. Hvad angår deltagelse i Europa Cup'en er vi meget tilfredse. Det har været mere end godt. Ja, nærmest fantastisk. Undervejs i sæsonen har vi slået dygtige hold som Dinamo Kiev, Steaua Bukarest og Rio Ave,« siger Allan Gaarde.