Det er blevet tid til endnu en omgang '7 skarpe' til en Superliga-aktør.

Denne gang har B.T. Sport taget fat i AC Horsens-træner Bo Henriksen til en snak om top seks, trænerdrømme og søndagskampen mod FC København og Ståle Solbakken.

Bo Henriksen, I endte i top seks i sidste sæson. Lige nu er I også i top seks. Men I har ikke en top seks-trup i Horsens.

»Jeg synes, det er små nuancer, der afgør det. Vi har vores bedste trup i langt tid. Om den så er bedre end de andres, eller om vi har en top seks-trup, det ved jeg sgu ikke. Det må andre vurdere. Jeg synes jo, de spillere, vi har købt ind, er fuldstændig geniale, men det håber jeg da også, andre synes om deres spillere.«

Bo Henriksen er god for flere gestikuleringer under en fodboldkamp end de øvrige 13 Superliga-trænere til sammen. Vis mere

Hvem er så top-seks?

»Der er de tre store, ikke? Der er AaB, OB, AGF, Nordsjælland. Jeg kan blive ved jo. Det er klubber, som bruger langt flere penge, end vi gør. Rent økonomisk er vi jo i hvert fald ikke i nærheden af top seks.«

Med økonomi og resultater taget i betragtning - er du så Superligaens mest undervurderede træner?

»Jeg er forhåbentligt den mest underholdende! Men det aner jeg ikke noget om, for jeg aner ikke, hvordan andre ser på mig. Jeg synes, vi gør et godt stykke arbejde, og jeg arbejder hårdt for at skabe resultater. Hvis de andre undervurderer mig, så er det deres problem, ikke mit.«

Er det noget, du stræber efter? At være den mest underholdende?

»Næh, men jeg synes jo, vi er en del af underholdningsbranchen. Den her branche er kendt for at tænke for meget, før der snakkes. Det kunne være sjovt, hvis der var mange, der snakkede, før de tænkte. Jeg har ikke nogen agendaer med interviews eller journalister. Jeg svarer bare sandfærdigt. Nogle gange er det morsomt, nogle gange er det knap så morsomt. Det handler om, at vi skal give noget af os selv, for helvede. Så er det ikke altid, vi er lige kloge, eller det er lige gennemtænkt. Men det er forhåbentlig ærligt.«

I AaB er der et ledigt trænersæde. Du bliver ikke nævnt blandt de mange navne. Er AaB ikke drømmeskiftet for dig i din videre trænerkarriere?

»Jeg har kun en drøm, og det er i sidste ende at blive så dygtig, at jeg kan blive landstræner. Om det er AaB eller andre, så drejer alt for meget sig om timing, projektet, menneskerne, at jeg kan være den, jeg vil være. Så for mig: Drøm? Nej. Der er drømmescenarier i forhold til, at man ville elske at arbejde sammen med bestemte mennesker eller lave et projekt, der kan gøre en forskel. Før jeg får fremlagt et projekt, som jeg synes er sindssyg interessant, så bliver AaB eller andre danske klubber ikke nogen drøm for mig. Det er kun det danske landshold, der er en drøm for mig. Der ved jeg, hvad jeg ville gå ind til.«

Nå Bo Henriksen skal fejre en sejr (her over AGF den 26. november 2018) får den fuld gas. Vis mere

Du har tidligere spillet i Kidderminster. Kunne du i virkeligheden ikke passe godt på et trænerjob i England?

»Jo, det er der ingen tvivl om. Det er et af de scenarier, som kunne være spændende rent menneskeligt. Kulturmæssigt oplevede jeg, da jeg selv spillede der, en dedikation, jeg aldrig har oplevet før i dansk fodbold. Vi har været forkælede. Hvis de engelske spillere ikke slår til, specielt i tredje- og fjerdebedste række, hvor jeg spillede, så står der erstatninger i kø. Det var først der, jeg fandt ud af, hvordan mennesker kan dedikere sig til et eller andet. Så jo, det vil være et drømmescenarie på et eller andet tidspunkt i min karriere.«

Du er bedre stillet til at komme til udlandet, fordi du har erfaring med managerrollen?

»Jeg vil være bedre stillet i England, men i Danmark tror jeg ikke, det er en fordel. Tværtimod. Det vil mange sportschefer føle sig truet af, for de vil have en fornemmelse af, at jeg vil bestemme det hele. Og det er helt forkert. Jeg vil bestemme, hvis jeg er den bedste til at bestemme. Lige nu varetager jeg flere roller. Jeg ved godt, hvad andre mennesker tænker om mig, og de tror, at jeg er en kompromisløs type. Jeg er faktisk et rigtig fornuftigt menneske og meget empatisk. Men jeg kræver også meget af mine omgivelser. Jeg kræver ærlighed.«

»Jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg kan bestride et job som sportsdirektør en dag. Det er gået fornuftigt i Horsens, hvor vi har solgt spillere for mange millioner alene i år. Den rolle kunne jeg også påtage mig.«

Søndag møder I FC København og Ståle Solbakken. Det er ham, du har kigget mest over skulderen i forhold til dit eget trænerarbejde?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Men han har inspireret mig, specielt i forhold til et defensivt udtryk og de resultater, han har skabt. Det er i den grad kynisk. Man hører ham af og til mene det ene og andet i forhold til indkast, og han kommer med spydige kommentarer. Det er verdensklasse. Det er fedt, at nogen synes, vi er irriterende. Det må betyde noget for Ståle, at vi kaster lange indkast. Det må være frustrerende. Jeg kan godt lide, at man kan give hinanden lidt gas, og det ved jeg, at Ståle også kan.«

»Jeg har også set FCK spille i Europa uden at have en chance og stille sig med fire busser foran kassen. Det er der ingen, der klør på næsen af, men hvis Horsens gør det i Parken, er det skide synd for FC København. Det er det altså bare ikke. Men på mange parametre har jeg set op til ham i mange år for de resultater, han har givet dansk fodbold. Det er helt unikt.

Ståle Solbakkens resultater i dansk fodbold er unikke, mener Bo Henriksen. Vis mere

Der er altid stor respekt omkring Ståle Solbakken. Han kan sige og gøre lidt, som han vil, fordi han har skabt så store resultater. Er respekten for Ståle Solbakken for stor?

»Hans resultater for dansk fodbold, og hvor vi ligger på UEFAs koefficient-rangliste, fortjener kæmpe respekt. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal lade sig trampe på eller sparke til. Han har ikke rettesnoren for, hvad der er rigtigt eller forkert for alle. Det har han for FC København, og det har været guddommeligt for dem. Han snakker også om, hvor forfærdeligt det er, at de andre store hold i Europa har bedre forudsætninger end ham, og hver gang vi andre siger det i Danmark, så er det forkert.«

I har seks uafgjorte på hjemmebane. Så det bliver et stensikkert X på søndag?

»Det håber jeg sandelig ikke. Jeg håber absolut, vi vinder. Jeg tror, det bliver en morsom kamp. Vi plejer at spille rimeligt underholdende kampe mod FC København både hjemme og ude. Det er en af de kampe, vi glæder os allermest til i sæsonen. Det er der ingen tvivl om. Og jeg tror også, vi har en mulighed for at vinde den kamp.«

Se også