27. oktober 2019 er en dag, man ikke glemmer i OB.

Her sikrede fynboerne sig deres seneste sejr i Superligaen med en gevinst på 3-1 over FC Nordsjælland.

Siden har OB spillet ni kampe i dansk fodbolds bedste række uden sejre.

B.T. har talt med cheftræner Jakob Michelsen om nedturen, der betyder, at OB allerede to runder før afslutningen på grundspillet ved, at de går glip af kvalifikation til det mesterskabsslutspil, de fleste i vinterpausen ellers var sikre på, OB ville ende i.

Hvorfor er det gået så galt for jer?
»Når man ikke får sejrene i hus og indleder foråret med et nederlag og tre uafgjorte kampe, så rykker det ikke i tabellen, og derfor ligger vi, hvor vi gør.«

Der tales i OB-kulissen om, at bestyrelsesformand Niels Thorborg blander sig for meget, og at sportschef Michael Hemmingsen er urutineret. Er ledelsen omkring holdet den rigtige?
»I og med at jeg selv er en del af den, synes jeg afgjort, at den er det. Vi har stor tiltro til de spillere, trænere og ledere, der er omkring holdet. Det er stort set samme mennesker, som da vi i fjor kun var halvanden halvleg fra at vinde bronze.«

Har du den fornødne opbakning?
»Jeg skal ikke klage. Det er jo sådan i fodbold, at når et hold vinder, så er træner og spillere fantastiske. Til gengæld er det stik modsatte tilfældet, når holdet taber. Det er en præmis, der altid har været i fodboldverdenen. Interessen for det, vi går og laver, er enorm. Det betragter jeg som et privilege, og hvis man gerne vil modtage rosende ord, når det går godt, skal jeg være den første til at tage kritikken, når det går skidt.«

Så det er ikke sådan, at du ligger søvnløs om natten?
»Slet ikke. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men det er klart, at vi er trætte af, at vi ikke har vundet i vores seneste ni kampe.«

OB's cheftræner Jakob Michelsen i aktion på sidelinien i Superliga-kampen mellem Hobro IK og OB sidste år i august.
OB's cheftræner Jakob Michelsen i aktion på sidelinien i Superliga-kampen mellem Hobro IK og OB sidste år i august. Foto: Henning Bagger
Vis mere


Har salgene af Bashkim Kadrii og Ramon Leeuwin i januar måneds transfervindue svækket jer?
»Det er klart, at man ikke sådan lige kan erstatte Kadrii, der var vores topscorer, talisman og del af anførergruppen. Men når det er sagt, synes jeg, at vi har fået nogle spændende spillere ind.«

I har det seneste halvandet år primært stillet op i et 3-5-2 system. Har modstanderne læst jer?
»Jeg er helt sikker på, at jeg har nogle dygtige kolleger rundt om i de andre danske Superliga-klubber. De analyserer vores spil, ligesom vi analyserer deres. Jeg synes mere, det handler om, at vi har manglet kvalitet i det, vi har gjort, end at vi nødvendigvis er blevet læst af modstanderne. Men selvom proces i fodboldverdenen er et fy-ord, befinder vi os i en proces. Vi prøver hele tiden på at justere på de små ting i forhold til den opgave, vi går ind til. Personligt har jeg aldrig set en fodboldtræner, der ikke forsøger at stille med sit bedste hold.«

Frygter du, at det kan ende med en fyring?
»Fyringssnak er en del af gamet. I sidste sæson kom vi for første gang i otte år i top-6. Det har opjusteret forventningerne til os. Desværre gentager vi ikke succesen i år. Det er vi både trætte af og skuffede over. Det er sådan, at der på trænerposterne løbende bliver skiftet ud. Jeg er den Superliga-træner, der pt. har siddet fjerdelængst tid. Måske kommer turen på et tidspunkt til mig. Men det er ikke noget, jeg bruger tid på at tænke over. Jeg forsøger i stedet at gøre det bedste, jeg kan, og så er det andre, der vurderer, om jeg skal fyres. Men når et hold resultatmæssigt har underpræsteret et stykke tid, er det helt fair, at træneren kommer til diskussion.«