Glen Riddersholm og FC Midtjylland vil nok for altid være to ting, der på en eller anden måde hører sammen.

Søndag står den tidligere guldtræner så igen over for sin hjerteklub sammen med Sønderjyske.

Så derfor kan han jo passende svare på, om Sønderjyske ikke ligner FC Midtjylland langt mere, end midtjyderne selv gør. Om ikke han bare venter på at blive ringet op af Claus Steinlein. Og om Paul Onuachu blev solgt for billigt.

Her er 7 skarpe til Glen Riddersholm.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvis du var blevet i FC Midtjylland, var Paul Onuachu blevet solgt for mere end 45 millioner kroner til en kedelig belgisk klub!

»Han var blevet solgt tidligere, for det synes jeg, at Paul har haft brug for. Han var for lang tid i Superligaen, og så begyndte vi at blive så kritiske, at vi synes, han ikke udvikler sig. Men du skal også ramme det næste niveau, før du kan tage de næste skridt. Havde man solgt ham tidligere, er jeg også sikker på, at man kunne have solgt ham dyrere. Men det giver rigtig god mening for FC Midtjylland, at de har fastholdt ham med de trofæer, de har vundet. Men svaret er ja til, at man kunne have solgt ham dyrere.«

Du har aldrig set en cheftræner i Brian Priske!

»Jo, det har jeg. Nu er det jo mig selv, der også har scoutet ham og fik ham til at indstille sin fodboldkarriere for at blive træner. Priske har mange af de kvaliteter, der skal til. Han er god til mennesker, og han kan se spillet. Han er nysgerrig på at udvikle sig, og samtidig er han en, man lytter til, når han åbner munden. Han har forudsætningerne for at blive en dygtig cheftræner. Men man ved aldrig, om man er god til jobbet, før man prøver det. Jeg er meget fortrøstningsfuld på Brians vegne. Han har haft nogle gode læremestre.«

Du har forsøgt at få fat i Jakob Poulsen, men Haderslev var ikke sydpå nok til ham!

»Jeg har selvfølgelig snakket med Jakob Poulsen, fordi han er en spiller, som jeg har haft store glæder ved at arbejde med, og som har været med til at skabe den kultur, som FC Midtjylland bygger på i dag. Hvis man som dansk Superliga-klub ikke har været i kontakt med Jakob Poulsen, er man ikke dygtig nok. Så selvfølgelig har jeg været i dialog med Jakob, men han har givet udtryk for, at han drømmer om at komme ud og få et sidste eventyr. Og det kan jeg også godt forstå.«

Du tramper speederen i bund og kører mod Ikast fem minutter efter, at Claus Steinlein har ringet og tilbudt dig FCM-jobbet!

»Lige nu og her er jeg rigtig glad for at have tre år tilbage af min kontrakt i Sønderjyske. Jeg elsker det projekt, jeg er sat i spidsen for her. Jeg er flyttet herned og dyrker den ambition, vi i fællesskab deler hernede i Sønderjylland og i Haderslev.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Men man kan jo ikke afvise, hvad der sker i fremtiden. Her og nu fokuserer jeg på Sønderjyske, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. FC Midtjylland vil altid være min klub nummer to, så længe jeg er i job.«

Sønderjyske er meget mere FC Midtjyllandsk, end de selv er lige nu!

»Hvis man vil sammenligne med historien, kan der være visse ligheder. Jeg synes dog, at vi forsøger at putte flere pasninger ind i vores spil og spille mere tålmodigt. Men vi kommer med et udtryk, der hører fortiden til i FC Midtjylland. Men Midtjylland er i dag også et sted, hvor de køber flere spillere, end de selv udvikler til deres førstehold.«

»Og derfor vil de svinge i deres udtryk rent fodboldmæssigt. Jeg synes også, at man kan se i de her år, at de svinger meget. Der er ikke det samme udtryk, som der tidligere var. Det, tror jeg, skyldes, at man ser færre og færre egenproducerede spillere i start-elleve.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Inden for tre år spiller Sønderjyske mere Guardiola-fodbold end Mourinho-fodbold!

»Ja. Vi er altid afhængige af, hvilke spillertyper vi kan få fat i. Kan vi fortsætte med at være heldige og dygtige med at finde de spillere, som vi indtil nu har lykkedes med at hive ind, så kan vi blive ved med at præge spillet i en positiv retning. Jeg vil gerne se, at vi bliver meget flersidet i vores udtryk offensivt, så vi kan spille på flere forskellige måder. Der er ingen tvivl om, at jeg har flyttet mig som træner i den pause, jeg har haft. Jeg er sprængfyldt med mange spændende idéer - blandt andet inspireret af Pep Guardiola og langt mindre af José Mourinho.«

Du går med Niels Lodbergs tophue hele næste sommer, hvis Sønderjyske vinder medaljer i denne sæson!

»Det er 100 procent. Hvis Sønderjyske vinder medaljer i denne sæson, går jeg gerne med hue til alle Superliga-kampe i sæsonen 2020/21. Lodberg havde på mirakuløs vis glemt sin hue sidste gang. Han var ude af sin komfort-zone. Han var nærmest en presset mand. Sådan er det at være produkt af sin forberedelse.«