AaB har fundet ny cheftræner, og det bliver den tidligere Morten Wieghorst-assistent Jacob Friis, der bliver den store chef nu.

Han har dog kun fået en aftale indtil sommeren, så hvorfor tror man ikke mere på ham i AaB, og hvorfor skulle nyheden sniges ud en sen mandag aften? Det svarer sportsdirektør Allan Gaarde på.

Hvorfor lusker i nyheden ud kl. 23 om aftenen, som om det er dårligt nyt?

»Vi er jo på fondsbørsen, så det betyder, at der er nogle strenge krav til os. Det gælder også, hvornår vi skal ud med nyheden. Det var den eneste grund, for ellers kunne vi godt have planlagt den endnu skarpere. Men det var det, det handlede om.«

Jacob Friis.
Jacob Friis. Foto: John Randeris
Vis mere

Hvis han er så talentfuld en træner, hvorfor giver I ham så kun en kontrakt på et halvt år?

»Det er egentlig noget, som, begge parter syntes, var en god idé. Jacob har det på samme måde. Men ambitionen og forventningen er, at det bliver en lang aftale. Vi ser det ikke som en kort aftale på den måde. Vi vil gerne have, at det skal vare længe. Men vi ved også, at hverdagen som assistenttræner og som cheftræner er vidt forskellig. Jacob tror, at han kan klare det, og vi er overbeviste om, at han kan klare det, men vi er nødt til begge parter at se, om det også i realiteten er sådan. Det her giver mulighed for begge parter til at sige, at det var ikke det, det skulle være. Men planen er, at det skal være en lang aftale, og det her er bare første skridt.«

Kan Jacob Friis gå tilbage til en rolle som assistent til sommer, hvis du finder en ny og bedre træner?

»Planen er, at han også skal være cheftræner efter sommer. Men hvis Jacob siger, at han har fundet ud af, at assistent er hans bedste rolle for AaB, så er det da noget, vi skal diskutere. Det er da et scenario, men det mest realistiske scenario er, at vi laver en lang aftale med Jacob.«

Hvor meget har spillerne haft at sige i forhold til ansættelsen af Jacob Friis?

»Hvis du spørger, om spillerne bliver spurgt, kan jeg svare, at det gør man ikke. Men vi kigger på deres reaktion. Hvordan reagerer de på de tiltag, som Jacob er kommet med i den korte periode, hvor han har været cheftræner i klubben. Der har Jacob været ekstremt tydelig, og det har også virket som, at spillerne har taget super godt imod nogle af de mindre ændringer, han har foretaget sig.«

Er Jacob Friis mere vellidt i spillertruppen, end Morten Wieghorst var?

»Det må du spørge spillerne om. Man skal forstå, at rollerne som assistenttræner og som cheftræner er forskellige. Der er nogle, der er ansatte til at have nogle konflikter. Det er som regel en cheftræner, der skal have det. Og så er der nogle, der skal have et tættere forhold til spillerne i hverdagen, og som skal være den venligere type. Det er væsentligt, at man kan udfylde de roller. Jacob er et utroligt empatisk menneske, og han vil helt sikkert også lede gennem sine evner til at lytte til folk og forstå folk. Men man skal ikke tro, at han ikke kan skære igennem. For det kan Jacob godt.«

Jores Okore og Kasper Kusk jubler sammen med Jacob Friis efter en scoring mod Esbjerg. 
Jores Okore og Kasper Kusk jubler sammen med Jacob Friis efter en scoring mod Esbjerg.  Foto: John Randeris
Vis mere

Hvor afhængig er du som sportsdirektør af, at Jacob Friis bliver en succes?

»Det er jeg altid afhængig af. Som leder bliver man en succes igennem andre. Det er selvfølgelig en væsentlig ansættelse for AaB. Og selvfølgelig er det også en væsentlig ansættelse for mig. Det er noget, jeg indstiller til bestyrelsen sammen med Thomas Bælum (direktør i AaB, red.). Men der er ikke nogen personlige motiver i det her. Det eneste motiv er, hvad der er det rigtige for AaB. Jeg er overbevist om, at det er det rigtige for AaB, men tiden vil vise, om det er sandt.«

Hvor meget ville du ønske, at I ikke havde tabt 4-2 til Horsens, inden I offentliggjorde den permanente kontrakt?

»Det har ingen betydning i forhold til offentliggørelsen, men det har betydning i tabellen. Der er det jo et forfærdeligt nederlag, for vi skal have gang i den hjemmebane, og det var jo en seks points kamp. På den måde er det jo enormt skidt.«