Morten Wieghorst er fortid som cheftræner i AaB.

Men da han blev ansat i den nordjyske Superliga-klub, var han ikke førsteprioritet til jobbet.

Det fortæller AaB's bestyrelsesformand, Torben Fristrup, til B.T.

»Vi har godt og vel en måned til at få vores nye cheftræner på plads. Det er en langt bedre tidsplan i forhold til dengang, Wieghorst blev ansat. Dengang missede den første kandidat, vi havde, og så blev vi nødt til at finde en anden,« siger Torben Fristrup.

Så Morten Wieghorst var ikke førsteprioritet?
»Vi vidste ikke, at han var til rådighed. Så det var han ikke. Derfor får vi i denne omgang en langt mere sund proces og får tid til at kigge os rundt omkring efter hans afløser.«

Hvad mener du som bestyrelsesformand i AaB om fyringen af Morten Wieghorst?
»Vi har udsendt en pressemeddelelse om sagen og kan ikke sige det mere præcist.«

Er det korrekt forstået, at AaB's bestyrelse har været inde over beslutningen?
»Det kan jeg bekræfte, og det er en helt enig bestyrelse. Vi udsendte nyheden som en fondsbørsmeddelelse. Det gjorde vi, fordi en trænerfyring kan være kurspåvirkende. Der er ingen vej udenom, når man er børsnoteret.«

Hvor sikkert sidder AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, i sadlen efter fyringen af Morten Wieghorst?
»Meget sikkert! Vi er meget tilfredse med det arbejde, han udfører. Så han behøver ikke ryste på sin stol. Det er der ingen grund til.«

Er AaB's målsætning for præstationerne ændret efter fyringen af Morten Wieghorst?
»Nej. Den hedder stadig en placering i Superligaens top-6.«

Hvordan går det med AaB's økonomi?
»Vi kommer ud af indeværende regnskabsår med et underskud. Så den melding, vi tidligere er kommet ud med, holder vi fast i. De penge, vi har fået ind gennem solgte spillere, har vi geninvesteret i spillertruppen i stedet for at gemme dem på kistebunden. Det, har vi syntes, var rigtigt. Det er herfra, underskuddet opstår, så det er der sådan set helt styr på.«

Kommer man inden sæsonafslutningen til at se yderligere spillerindkøb end dem, I allerede har foretaget?
»Det har vi ikke taget stilling til og ej heller drøftet med Allan Gaarde.«