FC Midtjylland slog Sønderjyske 2-0 i Haderslev, og dermed kunne Brian Priske gå sejrrigt ud af sin første kamp som cheftræner i FC Midtjylland.

Det skete tilmed i en kamp mod sin tidligere chef Glen Riddersholm.

Priske sætter sit præg fra start

Fra 3-5-2 til 4-3-3. Brian Priske trådte ind i cheftrænerrollen med ønsket om at komme med sit eget aftryk. Det blev til et systemskifte, og selvom FC Midtjylland på ingen måde var helt tilbage ved fordums styrke, kunne man alligevel se konturerne til noget godt. Wikheim, Evander og Mabil var tilbage i deres bedste roller. Og der var en offensivspiller mere i stedet for en midterforsvarer, hvor Kian Hansens farvel alligevel har skabt et kvalitetsmæssigt hul. Nu skal energien og fysikken bare genfindes.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Sønderjyske følte sig snydt

Først et underkendt mål, hvor der var en anelse tvivl om, hvad dommer Peter Kjærsgaard-Andersen dømte imod Patrick Banggaard. Og derefter et mål imod, da Glen Riddersholm og resten af den sønderjyske bænk så et klart frispark til sønderjyderne, inden Awer Mabil scorede til 0-1. Men intet dømt, og dermed måtte Sønderjyske se sig slået af FC Midtjylland, der også fik et flot 0-2-mål og vandt, selvom der ikke var stor kvalitetsforskel. Sønderjyske ligger dermed lunt i midten af tabellen.

Stortalent oser af potentiale

Gustav Isaksen. Navnet har du hørt, hvis du har fulgt med i FC Midtjyllands unge kuld af talenter, som har spillet Youth League og slået Manchester United ud af den turnering. Her var den unge kantspiller en af stjernerne, og mod Sønderjyske fik han så sin superligadebut for FC Midtjylland. Og selvom det kun blev til et lille kvarter, kunne man se, at der er krummer i knægten. Kantspilleren er fremtiden på FC Midtjylland-holdet, og nu kommer der nok mere og mere spilletid til ham.