Fra hyldest til store skideballer.

Det var, hvad der foregik i Parken søndag aften, hvor FCK besejrede Sønderjyske med 3-0.

Inden kampen blev Zeca hyldet, men da kampen var i gang, var det mindre pæne gloser, der røg gennem luften.

For FCK fik i første halvleg et straffespark, der fik jyderne godt op i det røde felt.

Kaptajn Carlos stjal opmærksomheden
De sang hans navn så højt, at det nok kunne høres på det halve af Østerbro. Inden opgøret blev Carlos Zeca hyldet for 100 kampe i den hvide trøje, og reaktionen fra lægterne efterlod ingen tvivl om, at FCK-kaptajnen har stjålet de københavnske hjerter. I aftenens kamp viste han - igen - hvorfor. Han er bare her, der og alle vegne på fodboldbanen.

Rasende Riddersholm
Der ryger nok ikke noget julekort fra Sønderjyske i postkassen hos aftenens dommer Peter Kjærsgaard. Det straffespark, FCK fik i første halvleg, var mildest talt svært at få øje på, og det gjorde Glen Riddersholm så rasende, at han fik et gult kort for at give sin mening til kende over for fjerdedommeren. Riddersholm havde dog en sag. Straffespark nummer to kunne bedre forsvares.

Ståle krammede konkurrenten
De har været store konkurrenter, og der er blevet gået til den i medierne mellem Solbakken og Riddersholm. Men det lader i den grad til, at stridsøksen er begravet. Da Michael Santos havde scoret for FCK - på løvernes andet straffespark i kampen - gik Solbakken hen og lagde armen om sin kollega. Det var en hård skæbne for Sønderjyske og noget af en mavepuster efter ellers at have lukket ret fint ned for løvernes offensiv.