Sikke en afslutning. Sikke en fight.

Det lykkedes for OB at få et point mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland, der ellers lignede en vinder af opgøret. Men Nicklas Helenius ville det anderledes, og med sin scoring dybt inde i overtiden sendte han hele Odense i ekstase.

  • 1. Jakob Michelsen skal simpelthen træne skarphed med sit hold. Kampgejsten, de gode intentioner og idéerne er der, men alt for ofte ender det med sløseri og uskarpe afleveringer. Ærgerligt set med OB-briller, for det skete flere gange, at midtbanen erobrede bolden og sendte en flot pasning af sted, hvorefter det endte ud i det rene ingenting. Samtidig brændte Troels Kløve og Anders K. Jacobsen hver især en kæmpe chance. Skal der flere point på kontoen, skal der rettes op, for OB spillede ikke som et hold i krise.
  • 2. Det kan godt være, det ikke er alt, der kører som smurt på banen for FC Midtjylland, men Jess Thorup må alligevel sidde og smile lidt på trænerbænken over bredden i truppen. I Odense var hverken Kian Hansen eller Erik Sviatchenko med, men afløserne - heriblandt nyindkøbte Alexander Scholz - gjorde det  fint.
  • 3. Det var ikke til at se, at Julius Eskesen kun er 19 år. OB-spilleren leverede en flot indsats mod de forsvarende danske mestre, som han spillede uimponeret imod. Han viste sig frem flere gange med fine driblinger og stærke indlæg, som ikke altid blev behandlet som fortjent.