FC København slog FC Nordsjælland med et enkelt Dame N'Doye-mål i Farum.

Det blev en kamp, hvor de to holds offensive spillere ikke helt kunne finde det niveau, som man ellers til tider har kunnet slikke sig om munden over.

Derfor blev det til en 1-0-sejr til københavnerne.

Her er tre ting, vi lærte i Farum:

Det kunne være gået helt galt inden start

Det gik helt skævt. Kampen var end ikke gået i gang, før et Superliga-skilt, som ikke stod godt nok fast, væltede ned over Carlos Zecas knæ. Et par sekunder lignede han en mand, der kunne være ramt af en skade.

Han kom sig, men den absurde start i Farum fortsatte. 45 sekunder inde i kampen blæste der musik ud af højttalerne, mens spillerne drønede rundt på kunstgræsset.

Den rammer de bedre i Farum næste gang.

Kampen i 3F superligaen mellem FC Nordsjælland og FC København på Right to Dream Park i Farum, søndag den 8. december 2019. . (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix)
Kampen i 3F superligaen mellem FC Nordsjælland og FC København på Right to Dream Park i Farum, søndag den 8. december 2019. . (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix) Foto: Lars Møller
Vis mere

FCK’s bagkæde fortalte tydelig historie

Fire ud af fire af FC Københavns forsvarere havde noget tilfælles - deres fortid. Bartolec, Bjelland, Nelsson og Bengtsson spillede sammen på det stadion, hvor de alle fik deres danske gennembrud.

Søndag eftermiddag var det altså helt tydeligt, at der var tale om storebror og lillebror. Mens FC Nordsjælland er Superligaens folkeskole, står FC København for gymnasietiden, inden spillerne oftest sendes til udlandet.

Sjovt syn i Farum.

FCN-offensiven svigtede

FC Nordsjælland er kendt for deres småspil og offensive tilgang, men mod FC København havde de offensive profiler problemer. Der var ikke meget skarphed i hverken Mikkel Rygaard, Ibrahim Sadiq eller Clinton Antwi.

De kom igennem et par gange, men hver gang blev det ufarligt. Og når også det kreative es Mikkel Damsgaard er lidt under det niveau, som han ellers har vist i dette efterår, får FCN det svært mod FC Københavns fysik.

Og derfor tabte de altså 1-0 i en ikke decideret sprudlende kamp.