Brøndby slog Esbjerg med 2-1 hjemme på Brøndby Stadion. Begge hjemmeholdets mål blev scoret af Samuel Mraz, der havde fået chancen på top i stedet for en karantæneramt Kamil Wilczek. Esbjerg fik i anden halvleg reduceret ved Yuri Yakovenko, der headede et hjørnespark i mål.

Her er tre ting, vi lærte fra kampen:

Wilczeks afløser

Cash bare ind på Kamil Wilczek! Hvis vi lever i et øjebliksbillede som det her format, er der ingen i Brøndby, der vil have efterårssnue af at sælge Superligaens topscorer.

De penge fra polakken vil falde på et virkelig tørt sted, og det er ved at være tid, hvis Brøndbys anfører skal have en sidste oplevelse i en større liga end den danske.

Afløseren findes i truppen, og Samuel Mraz kan både med højrebenet og låget, viste han mod Esbjerg. Kan han sågar gå ind og true Brøndby-darlingen Wilczek, når han er tilbage fra karantæne? Ja, hvis han bliver ved med at spille sådanne kampe.

Det er svært at se Kamil Wilczek og Samuel Mraz danne duo i en længere periode, for nøjagtig som Kamil Wilczek er det service, Mraz lukrerer på. Det er jo et luksusproblem.

Forbandelsen brudt

Fem sejre i træk. Brøndby har så sandelig fået styr på, hvordan man vinder fodboldkampe i Superligaen. Ikke engang den onde ånd fra Esbjerg, der ellers kom til Brøndby Stadion med netop fem sejre i træk over hjemmeholdet, kunne stille noget op.

Esbjerg følte sig med rette snydt for et straffespark i første halvleg, men det samme kunne Brøndby forinden, så der stod den 1-1. Det gjorde den ikke på måltavlen.

Brøndby brød forbandelsen i en kamp, hvor de blågule fra start satte sig på begivenhederne mod et tamt udehold, der skulle bruge en dødbold for at skabe lidt spænding.

Lallede Esbjerg

Det kan godt være, at Esbjerg har været Superligaens eksperter i at slå Brøndby, men da ikke med den indstilling, de kom med på Brøndby Stadion søndag aften.

Selv om vestjyderne fra midten af første halvleg kom bagud, var der intet forandret ved deres tilgang. Heller ikke ved 0-2.

De lod Brøndby spille kuglen stille og roligt rundt og gjorde egentlig ikke noget for at ændre kampens udfald. Reduceringen faldt tilfældigt efter et hjørnespark. Og hvorfor kom udskiftningerne så sent?

En tam forestilling fra Lars Olsens mandskab. Måske skulle han have rådgivet sig mere hos sidemand Claus Nørgaard, der for halvanden måned siden slog Brøndby med samme mandskab.