En våd klud i hovedet. Det var, hvad indskiftede Yuri Yakovenko fra oprykkerne Esbjerg fB gav Brøndby IF, da han scorede sejrsmålet på Brøndby Stadion kort før tid. 1-0 sluttede det til jyderne, hvilket betyder, at Alexander Zornigers mandskab er tre point efter FC København på førstepladsen.

Herunder serverer B.T.'s fodboldskribent tre ting, vi lærte af søndagens opgør. Se også B.T.s karakterer til spilleren her (tre Brøndby-nyindkøb dumper!)

1. Christian Nørgaard blev hyldet før kampen på Brøndby Stadion for sine fire års tro tjeneste som et solidt anker på Brøndby-midtbanen. Han kunne fra tribunen se, at hans afløser på positionen, det kroatiske nyindkøb Simo Radosevic, lige nu i sin femte optræden for Brøndby halter langt efter det niveau, som sendte forgængeren på 6’er-positionen til Fiorentina. Flere dumme boldtab og næsten katastrofalt usikre aktioner var ved at koste rigtig dyrt ved flere lejligheder for ellers så aggressive og nærkampsstærke Radosevic. Lige nu ligner han ikke den optimale afløser for tiljublede Nørgaard, selv om han ikke lod til at blive slået ud af de dårlige indgreb tidligt i kampen. Dagens optræden må give Alexander Zorniger noget at tænke over.

Brøndby cheftræner Alexander Zorniger under Superligakampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og Esbjerg fB, søndag den 19. august 2018. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2018)
Brøndby cheftræner Alexander Zorniger under Superligakampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og Esbjerg fB, søndag den 19. august 2018. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2018) Foto: Claus Bech
Vis mere

2. Esbjerg fB er et af de få mindre hold i ligaen, som faktisk forsøger at spille fodbold og skabe en kamp. Det har kostet point i starten af sæsonen, men i Brøndby viste holdet, at det bestemt også mestrer kunsten at fighte et resultat hjem. På en af Superligaens sværeste udebaner lykkedes det for det unge jyske mandskab at pille pyntet fuldstændig af sidste års sølvvindere i en taktisk stramt afviklet præstation. Sejren er ikke bar et kæmpe selvtillidsboost, men også en rigtig god erfaring, som kan blive brugbar for oprykkerholdet i kampen for overlevelse i resten af sæsonen.

Markus Halsti, Esbjerg (5) og Kamil Wilczek.
Markus Halsti, Esbjerg (5) og Kamil Wilczek. Foto: Claus Bech
Vis mere

3. Kamil Wilczek er nok den angriber med det vildeste afslutningsrepertoire i Superligaen. I første halvleg så vi en forrygende halvflugter fra kanten af feltet med venstrebenet fra polakken, som prellede af på trekantssamføjningen. Senere leverede Brøndby-topscoreren et vildt hovedstød med ryggen til målet, hvor han fra kanten af feltet, presset af to modstandere, hoppede op og fik sendt bolden i en lumsk bue mod Esbjergs mål, så Højbjerg måtte diske op med en super-redning for at forhindre en scoring. I anden halvleg havde han to nærgående hovedsstød, som begge blev mirakuløst reddet. En sand fornøjelse at nyde sådan en ægte 9’er i aktion, men målet udeblev dog.