AGF spillede søndag aften 2-2 mod AaB hjemme på Ceres Park. Kampen udviklede sig til et dramatisk opgør med fire mål, straffespark og et rødt kort.

Her er, hvad vi lærte af kampen.

1. Sana har sat sig på frisparksposten
Der kan ikke argumenteres imod, at AGF's Tobias Sana har en sublim frisparksteknik. Det har han vist flere gange og gjorde det så sent som i den seneste hjemmekamp mod Brøndby. Men AGF har også en anden spiller med et fantastisk spark fra distancen. Han hedder Casper Højer, og da AGF i første halvleg fik et frispark 25 meter ude i højre side, lignede det en oplagt mulighed for Højers venstreben. Han stod da også ved bolden, men måtte blot kigge på, da Sana sparkede bolden direkte i AaB-muren. I slutningen af kampen var der igen et farligt frispark til AGF, denne gang i Sanas side, som sparkede på trækværket. Så spørgsmålet er, om Sana også får lov at tage alle frisparkene fremover

2. Mmaee tog chancen fra start
For første gang i denne sæson fik Ryan Mmaee chancen fra start for AGF. Og det udnyttede den belgiske angriber, som lå alene fremme mod AaB. Han viste fine prøver på sin hurtighed og var flere gange en uro for AaB-forsvaret. Det kom især til udtryk i første halvleg, da Mmaee vristede sig fri fra Jores Okore inde i feltet, som lavede straffe på angriberen og fik et rødt kort for hændelsen. Men selvom Mmaee gjorde en fin indsats, manglede vi dog at se målfarligheden fra belgieren. Men den belgiske lejesvend fortjener i hvert fald chancen fra start igen i næste weekend.

3. AaB klarede sig uden Kusk
Kasper Kusk var mod AGF henvist til bænken for første gang i sæsonen. Men AaB virkede dog ikke til at savne den lille kreatør. I stedet tog Lukas Andersen dirigentstokken og var manden bag flere gode AaB-muligheder. De gode offensive takter fik dog trange kår, da Okore blev vist ud efter en halv time, hvilket tvang AaB-mandskabet længere tilbage på banen. Men kampen gav ikke signal om, at AaB ikke kan klare sig uden profilen Kasper Kusk, som fik de sidste 20 minutter af kampen uden at gøre væsen af sig.