AGF skulle søndag eftermiddag fortsætte deres ubesejrede stime, da de hjemme tog imod rækkens førerhold FCK.

Det lykkedes da også for David Nielsens tropper, som var tæt på at tage alle tre point, hvis ikke det var for Viktor Fischer sene udligning til 1-1 inde i overtiden.

Her er, hvad vi lærte af kampen:

  1. William Kvist ligner ikke en mand, der længere har niveauet til at spille på FCK’s midtbane. I kampen mod AGF erstattede han Carlos Zeca på midtbanen ved siden af Rasmus Falk, og det var mildt sagt ikke nogen forstærkning. Den tidligere landholdsspiller var alt for langsom i boldomgangen, og det fik konsekvenser for FCK’s opspil, som ikke gled hurtigt nok til at låse op for AGF’s solide defensiv. Og så resulterede en mislykket dribling fra netop William Kvist i det kontraangreb, som sendte AGF foran 1-0. Måske kan Kvist bruges imod de mindre klubber, men imod bedre modstandere skal Ståle Solbakken finde andre løsninger.
  2. AGF beviste, at FCK ikke er så uovervindelige som deres otte sejre i de sidste otte kampe ellers har givet udtryk for. De havde stor succes med at lukke ned for det mellemrum mellem forsvar og midtbane, som Viktor Fischer og Dame N’Doye har været gode til at udnytte i de andre kampe. Men mod AGF stod Adama Guira i vejen for den taktik. Han var her, der og alle vegne og erobrede mange vigtige bolde foran AGF’s felt. Bror Blume og Mustapha Amini var også med til at lukke godt af på midtbanen, og dermed var FCK nødt til at angribe med indlæg fra kanterne, som AGF’s midterforsvar og ikke mindst målmand tog sig solidt af. Desværre for dem kunne de ikke gøre meget ved Fischers sene scoring efter en flugter på en nedfaldsbold uden for feltet.
  3. Ståle Solbakken valgte at spille med Kenan Kodro ved siden af N’Doye i FCK-angrebet. Det betød, at Fischer blev trukket ned på venstrekanten, hvilket var til at få øje på i kampen mod AGF. Kodro er langt mere stationær fremme, og det var tydeligt, at FCK’s opspil led under den manglende bevægelighed, som Fischer har været garant for i de seneste kampe. I pausen valgte Solbakken da også at skifte Kodro ud, som i første halvleg brændte det straffespark, som Solbakken skreg på, at netop Fischer skulle sparke.