FCK tog en sejr på hjemmebane i Parken i sæsonens første Derby mod Brøndby.

Her serverer B.T.s sportchef' Søren Klæstrup' tre ting, vi lærte af søndagens opgør.

1. Viktor Fischer ligner mere og mere en fast mand helt i front. Han gør det også godt deroppe, for så kommer han helt naturligt tættere på målet. Han kæmper stadig lidt med at score på sine chancer. For hvis det reelt er hans faste plads, så skal der bankes flere mål ind.
Viktor Fischer driver FCK-holdet, og når han spiller godt, gør resten af gruppen det typisk også. Derfor er der selvfølgelig pres på ham, men det virker til, at han stortrives i rollen som helt afgørende spiller. Det har han savnet i flere sæsoner.

2. Mon ikke det nok skal blive godt med Andreas Bjelland over tid. Han er egentligt helt fit, men det er tydeligt, at han mangler at finde den rette kampform. Det ser en anelse kantet og stift ud. Og FCK har brug for, at de nu får lukket helt af i et forsvar, der for længe har kæmpet med at finde sig selv. FCK må aldrig lukke Brøndby ind i kampen, som de tillod. Med en stærkere Bjelland var det måske ikke sket.

3. Brøndby har solgt Christian Nørgaard, og det har sendt Alexnder Zorniger af sted med en udfordring. Han skal have spillet en ny stærke midtbane sammen, og han er ikke i mål med sit projekt. For det første ligner Radosevic ikke en oplagt leder, og han bringer ikke samme drive med sig som sin forgænger på samme plads. Måske det kommer, men lige nu bør han have mest fokus på at finde ro og overblik i sit spil. Dominik Kaiser mangler også at træde i karakter. Han er hentet til toppen af hierarkiet, men spiller ikke sådan. Kaiser er ganske enkelt for anonym, og man savner at se, hvad det er, han præcist kan.