Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hele 22 spillere i blå og hvide striber fik græs under støvleknopperne, da fodboldklubben OBs førstehold var taget en tur til Jylland for at spille en træningskamp mod superligamandskabet fra Silkeborg IF.

Men det var åbenbart ikke nok til en sejr.

Spillere og stab må nu vende hjem til Ådalen med et nederlag på 2-0.

Ifølge kampreferatet, var det ellers OB der kom bedst fra start på Jysk Park.

Men kun 13 minutter inde i kampen kom OB bagud på en tilfældighed, lyder det i kampreferatet på OBs hjemmeside.

Den tidligere OB-spiller Anders Klynge sendte et indlæg ind i boksen, og den kraftige vind var til hans fordel, da bolden blev taget af vinden, så den sejlede over i det lange hjørne til 1-0 for hjemmeholdet.

Efter den første time skiftede OB godt og grundigt ud på banen – hele ni spillere forlod grønsværen og nye friske fødder var klar til at forsøge at vende 1-0-stillingen til en sejr.

Uden held.

Knap et kvarter før kampen blev fløjtet af, trak Silkeborg IF yderligere fra og scorede til 2-0, som altså også blev kampens resultat.

Men der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og i kampreferatet på klubbens hjemmeside bliver der fokuseret på, at der – trods alt – var fornuftigt spil, spillerne slap for skader, og så fik spillerne den spilletid, som det var planlagt, de skulle have, inden holdet tog afsted mod Silkeborg.

På tirsdag tager OBs superligahold på træningslejr til Tyrkiet. Her møder de den danske superligas bundprop Vejle Boldklub og ukrainske Zorya Luhansk.

Andre læser også