En ny halvsæson står for døren i Superligaen. Dermed er det tid til, at nye stjerner og profiler fødes.

Efteråret blev ejet af Robert Skov, hvor også unge profiler som Andreas Skov Olsen, Jens Stage og Awer Mabil var blandt de hotteste nye stjerner i Superligaen.

Men hvilke talenter står på spring til at få deres endelige gennembrud i foråret?

B.T. Sport har samlet 11 bud til en brandvarm startopstilling af unge spillere.

Jonas Wind

Klub: FC København
Alder: 19 år
Position: Angreb

Han blev en sand fan-darling efter sit sejrsmål på Brøndby Stadion. Og med tre mål i seks kampe i efteråret samt en plads i startopstillingen i efterårets sidste fire liga-kampe viste teenageren, at det er ham, der bør spille ved siden af Dame N'Doye i FCK-angrebet.

Fortsætter Wind efterårsformen, som han fandt efter en lang skadespause, kan han blive den næste store danske angriber hos FCK. Han bliver en vigtig brik i FCK-frontkæden i forårets guldjagt.

Jonas Wind er klar til at bombe for FCK.
Jonas Wind er klar til at bombe for FCK. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Evander

Klub: FC Midtjylland
Alder: 20 år
Position: Midtbane

Det blev fejret som en stor transfersejr på heden, da FC Midtjylland i januar lykedes med at lande en permanent aftale med Evander, som i efteråret var på en lejekontrakt fra den brasilianske storklub Vasco da Gama.

Det brasilianske midtbanetalent spillede sig efter en tilvænningsperiode fast ind på holdet hos de danske mestre i slutningen af efteråret. I FCM er der store forventninger til, at den tekniske brasser får sit helt store gennembrud i foråret.

Evander Ferreira står foran et stort forår i FC Midtjylland.
Evander Ferreira står foran et stort forår i FC Midtjylland. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Kamil Grabara

Klub: AGF
Alder: 20 år
Position: Målmand

Liverpool FC stinker altså bare af fodbold-klasse. Det er da også, hvad AGF håber på, at Kamil Grabara kan bidrage med, når han skal vogte buret for aarhusianerne frem til sommer - hvis altså han vinder keeperduellen med Oscar Whalley, som ikke imponerede i efteråret.

Den 20-årige polske lejesvend fra Premier League-giganterne, som AGF også forsøgte at leje i august, har vist gode takter i træningskampene med sin reaktionsstyrke og sikre pasningsspil.

Kamil Grabara er lejet i Liverpool FC.
Kamil Grabara er lejet i Liverpool FC. Foto: ADAM DAVY
Vis mere

Carlo Holse

Klub: Esbjerg fB
Alder: 19 år
Position: Kantspiller

FCK-lejesvenden har fået trøje nummer 10 i Esbjerg fB, hvor han skal udfylde hullet fra stortalentet Anders Dreyer. Begge ting forpligter. Hans præstationer i træningskampene - og de glimt, vi fik at se af ham i FCK-trøjen i efteråret - tegner dog lovende for den boldbegavede offensivspiller.

Han er taget til det vestjyske for at 'lave en Toutouh' - altså få en masse erfaring og superliga-minutter i benene for så at vende styrket tilbage til København.

Carlo Holse jagter sit gennembrud i Esbjerg fB.
Carlo Holse jagter sit gennembrud i Esbjerg fB. Foto: LUKAS KABON
Vis mere

Mathias Ross Jensen

Klub: AaB
Alder: 18 år
Position: Midterforsvar

AaB er en klub, som satser på deres mange talenter og giver dem chancen på førsteholdet. Men er der en ung nordjyde, der særligt har stjålet AaB-fansenes hjerter i det nuværende kuld, så er det unge Mathias Ross Jensen.

Efter kun 200 minutter spilletid har den dygtige forsvarer, som fyldte 18 år i midten af januar, overbevist mange AaB-følgere om, at han er fremtidens mand i AaB's midterforsvar. Den nye Ib Simonsen, om man vil.

Mikkel Damsgaard

Klub: FC Nordsjælland
Alder: 18 år
Position: Offensiv midtbanespiller

Når han er bedst, ligner unge Damsgaard et supertalent, der er udviklet på FC Barcelonas La Masia-akademi. Og selv om han kun er 18 år, har han allerede 34 kampe i landets bedste række i benene.

Her har han vist prøver på sin veludviklede fodboldhjerne og fine teknik. Men det endelige gennembrud mangler fortsat. Det kan komme i foråret, hvor det alsidige talent er tiltænkt en bærende rolle på FCN's 'børne'-mandskab.

Mikkel Damsgaards endelige gennembrud har luret i noget tid.
Mikkel Damsgaards endelige gennembrud har luret i noget tid. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Julius Eskesen

Klub: OB
Alder: 19 år
Position: Midtbane

Odense-knægten fik i efteråret fint med spilletid for Striberne, hvor han gjorde sig bemærket med sin næsten sydlandske teknik og finurlige driblinger.

Kan han holde sig inde i varmen på Jakob Michelsens mandskab, og får han lagt flere assists og mål på sit spil, så kan det godt dufte lidt af et forårsgennembrud for OB's hotteste egenudviklede talent siden Rasmus Falk.

OB's Julius Eskesen betragtes som et stort midtbanetalent.
OB's Julius Eskesen betragtes som et stort midtbanetalent. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mads Roerslev

Klub: Vendsyssel FF
Alder: 19 år
Position: Højreback

Højrebacken er et talent, de forventer sig meget af i FC København. Han har da også leveret solidt, når han har fået chancen. Men med købet af Guillermo Varela har Ståle Solbakken valgt at sende Roeerslev på græs hos oprykkerne fra Vendsyssel FF.

Her er det håbet, at U21-landsholdsspilleren med den gode indlægsfod kan få endnu mere hård hud på fodboldfødderne med masser af spilletid i Superligaen.

Mads Roerslev skal tørne ud for Vendsyssel FF i foråret.
Mads Roerslev skal tørne ud for Vendsyssel FF i foråret. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Abdul Mumin

Klub: FC Nordsjælland
Alder: 20 år
Position: Midterforsvar

Den ghanesiske midterforsvarer debuterede for to et halvt år siden i Superligaen. Siden har han blandt andet været udlejet til HB Køge. Men nu er han for alvor tilbage i varmen hos nordsjællænderne, hvor han er tiltænkt en vigtig rolle i tremandsforsvaret.

Den fysisk stærke Mumin, som kom fra Right To Dream-akademiet i Ghana, har ikke fået spilletid siden august, men i vinterens træningskampe har han spillet fast i bagkæden efter salget af Andreas Skovgaard.

Alka Superliga Odense - Fodbold 14.08.2016 - OB - FC Nordsjælland. Abdul Mumin (FC Nordsjælland 30). (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016)
Alka Superliga Odense - Fodbold 14.08.2016 - OB - FC Nordsjælland. Abdul Mumin (FC Nordsjælland 30). (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Junior Brumado

Klub: FC Midtjylland
Alder: 19 år
Position: Angreb

Det nyindkøbte brasilianske angrebstalent er ikke tiltænkt en hovedrolle i foråret hos de danske mestre. Men i et langt forår, hvor ulvene jagter FCK i kampen om mesterskabet, er det ikke utænkeligt, at brølstærke Brumado bliver bragt i spil som et angrebs-alternativ til Paul Onuachu.

I FC Midtjylland forventer de sig i hvert fald meget store ting af brasilianer-9'eren, som klubben købte for omkring 16 millioner kroner i Bahia i vinterens transfervindue.

Junior Brumado er FCM's nye brasilianske angrebshåb.
Junior Brumado er FCM's nye brasilianske angrebshåb. Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

Mohamed Daramy

Klub: FC København
Alder: 17 år
Position: Angreb

FCK-ledelsen arbejder på højtryk for at lave en ny kontrakt med Daramy, der betegnes som et af de største talenter i sin årgang i Skandinavien.

Han fyldte bare 17 år kort efter nytår, men har vist gode takter på FCK's træningslejr i Dubai, hvilket Ståle Solbakken da også bemærkede. Kan komme i spil i Superligaen i en hård forårssæson, hvor FCK med salget af Kenan Kodro og udlejningen af Carlo Holse ser lidt sårbare ud i offensiven ved tilfælde af skader.

Mohamed Daramy i sin Superliga-debut mod Horsens.
Mohamed Daramy i sin Superliga-debut mod Horsens. Foto: Ernst van Norde
Vis mere