En potentielt titelafgørende dag venter mandag.

For Brøndby kan med en sejr over rivalerne FC Midtjylland sikre sig mere end bare et godt udgangspunkt med seks points forspring.

Til gengæld kan midtjyderne med en sejr på Brøndby Stadion mandag aften for alvor skabe spænding igen, da det vil give de to klubber det samme antal point i Superligaen med to kampe igen.

Forud for opgøret har BT stillet Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, ti mere eller mindre kække påstande. Læs med herunder:

I har vundet alle fire indbyrdes opgør i denne sæson, og det viser, at I er et markant bedre fodboldhold end FC Midtjylland...
»Vi er jo ikke markant bedre, når vi risikerer at være á point mandag aften. Så på den måde, så kan jeg ikke sige ja til den. Men jeg kan sige, at vi har været virkelig dygtige til at spille mod dem. Og det kan jo godt gå hen og blive ret udslagsgivende. Det er vel det selvforstærkende i fodbold med, at sejre avler sejre, og nogle gange kan bekymring for nederlag også hæmme den næste kamp. Vi tænker, at vi har givet os selv et godt udgangspunkt for den kamp på mandag,« siger Troels Bech til BT.

51-årige Troels Bech har god grund til at finde det store smil frem. Klubben er nemlig godt på vej til at snuppe 'The Double'.
51-årige Troels Bech har god grund til at finde det store smil frem. Klubben er nemlig godt på vej til at snuppe 'The Double'. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Kampen mod FC Midtjylland på mandag er den største kamp for Brøndby i dette årtusinde...
»Arh, det tør jeg ikke sige. Der blev jo vundet mesterskaber i starten af dette årtusinde, og jeg har jo ikke patent på at definere, hvornår der er mest på spil, men jeg kan konstatere, at det er en markering af, at der er taget rigtig lange skridt på meget, meget kort tid. Det er vi selvfølgelig enormt tilfredse med. Og så går vi ind i kampen, logisk nok, for at vinde alt, hvad vi kan. Og det gør vi jo forhåbentlig til alle vores kampe - det håber jeg, alle Superliga-hold gør i øvrigt til hver en tid, selvom man kunne komme i tvivl - når det så er sagt, så er det jo ikke en kamp, der definerer vores fremtid. Den er allerede lagt i støbeskeen, og vi har vores planer, og vi handler allerede uafhængigt af, om vi bliver nummer et eller nummer to.«

Selvom det ikke er matematisk afgjort, vil en sejr over FC Midtjylland betyde, at I vinder DM...
»Det bliver godt nok sværere at være pessimist med en sejr på mandag. Det gør det. Og jeg ved godt, at man har set crazy ting ske før, men med en sejr, så skal der virkelig ske utrolig mærkelige sammenfald af ting, før det kan gå galt.«

Skulle I tabe til FC Midtjylland, betyder det ikke noget, for I vinder stadig DM, fordi I har et markant lettere slutprogram...
»Ligesom finaler nogle gange udligner styrkeforholdene, fordi der er det ekstra på spil med, at nu skal det hele afgøres, så tror jeg da også, at den sidste og nogle gange de sidste runder bliver spillet i et lidt andet lys. Det lidt lettere kampprogram, du refererer til, kan meget vel blive opvejet af for eksempel spændingsniveau og sådan nogle ting. Ej, jeg svarer ikke ordentligt, og det kommer jeg heller ikke til. For lige præcis, når det er én af vores kvaliteter, der har gjort os i stand til at være, hvor vi er, at vi er dygtige til verdens ældste fodboldkliché. Nemlig at fokusere på den næste kamp, så det er også det, vi gør her.«

Når nu det ikke er FCK, I kan henvise til andenpladsen, så er FC Midtjylland den klub, I allerhelst vil slå i kampen om guldet...
»Jeg tror ikke, at der er ret mange Brøndby-fans, der mener, at det er et dårligt alternativ at henvise FCK til en tredje- eller fjerdeplads. På den måde tror jeg ikke, at der nogen i Brøndby, der synes, at der er noget galt med, at Midtjylland skulle helst blive nummer to. Det vil også undre mig, hvis der var nogen, der sad og tænkte 'Øv, bare det var FC København'.«

Torsdag kunne Brøndby-spillerne juble over klubbens første triumf siden 2008. Det skete efter en 3-1-sejr over Silkeborg i pokalfinalen.
Torsdag kunne Brøndby-spillerne juble over klubbens første triumf siden 2008. Det skete efter en 3-1-sejr over Silkeborg i pokalfinalen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Du har i de seneste kampe været bekymret for, at presset fra omgivelserne ville ramme jer, og spillerne ville få gummiben, når det spidser til...
»Det, jeg reelt kan sige, er, at jeg har siddet mere med en generelt interesse og nysgerrighed i, hvad det er, vores relativt unge hold stadig kan lære. Johan Larsson og Paulus Arajuuri er de eneste, som har vundet et mesterskab på vores hold. Når det så er sagt, så er det også os, der er nødt til at danne fodboldspillere, og om man kan gå den sidste meter. Vi er helt sikre på, at for folk, der ikke selv er sportsudøvere, er det totalt ulogisk, at den sidste meter til målstregen kan være svær. Og der var det godt at se, at vores hold i torsdags klarede det relativt sikkert. Det giver mig også tro på, at vi kan det i de sidste Superliga-runder.«

En DM-titel til Brøndby vil være det største, du nogensinde har opnået i din karriere...
»Jeg synes ikke, det giver nogen mening at sammenligne med andet, fordi det er lige her og nu, jeg er. Men det vil godt nok være fantastisk. Man kan jo opleve glæder på rigtig mange måder, og jeg har også selv oplevet at blive danmarksmester som spiller, og jeg har faktisk også - selvom få rigtig tildeler det værdi - vundet danmarksmesterskabet som træner, men jeg vil sige, at lige nu, hvor min opgave ikke er at stå i allerførste række og være med til at lægge de lange træk ud, så gør det mig rigtig, rigtig glad, at vi overhovedet er her, hvor vi er. Jeg er rigtig stolt af, at setuppet omkring os og hele strukturen omkring vores klub - både sportsligt og på mange områder - vokser, vokser og vokser, så vi allerede nu faktisk kan række ud efter en usædvanlig præstation.«

Brøndbys Cheftræner Alexander Zorniger efter DBU pokalfinalen mellem Silkeborg IF - Brøndby IF i Telia Parken torsdag den 10 maj 2018.
Brøndbys Cheftræner Alexander Zorniger efter DBU pokalfinalen mellem Silkeborg IF - Brøndby IF i Telia Parken torsdag den 10 maj 2018. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Et DM-guld vil kickstarte en ny storhedstid for Brøndby...
»Det ved vi ikke, men det vil give vind i sejlene. Jeg hører til dem her i Brøndby, der tror på, at det, der har mest indflydelse på vores muligheder for at få en ny storhedstid, er de strategiske beslutninger, vi tager omkring for eksempel at bygge fanzone eller bygge en ny vintertræningsbane. Et mesterskab er en forsinket præstationsindikator, som den 21. maj måtte fortælle enten Midtjylland eller os, hvordan vi har gjort det bagudrettet og ikke noget om, hvordan vi kommer til at gøre det. Det, der kommer til at antyde vores muligheder for at gøre det godt fremover, er for eksempel de langsigtede strategier, vi laver.«

Brøndby mister Frederik Rønnow efter denne sæson, når han skifter til den tyske klub Eintracht Frankfurt.
Brøndby mister Frederik Rønnow efter denne sæson, når han skifter til den tyske klub Eintracht Frankfurt. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Du griner med det ene øje og græder med det andet efter denne sæson, fordi dit job som sportsdirektør bliver markant sværere med alle de profiler, som står til at forlade jer til sommer…
»Hvem er det?«

Der er jo allerede en Frederik Rønnow, der forlader jer, mens der er en del andre, som også måske ikke er i klubben til den næste sæson på grund af den succes, I har?

»Det er jo den risiko, man løber, når man vinder. Og det betyder jo ikke, at vi er nødt til at gøre noget, og jeg er helt med på, at der sker en masse ude i virkeligheden, mens man laver planer, men vi har nogle planer, og de er endnu ikke blevet overhalet af virkeligheden. Så vi sidder egentlig og har en fornemmelse af, at den godt kunne gå hen og blive, som vi planlægger. Og så bliver det en rigtig fin trup, vi har, til næste sæson.«

Så du ser det ikke som, at det på den front nærmest kan blive en ulempe, at det går så godt i forhold til, at det vil få andre klubber til at hente jeres profiler?

»Så skulle man da godt nok være én af de allermest sortseende danskere i en bekymringskultur, hvis man synes, at det er et problem, at det går godt. Og det synes jeg faktisk på ingen måde, det er. Mængden af problemer er konstant, og vi kunne godt tænke os at have det i den kaliber, som det måtte være, at vi har succes. Det vil vi godt leve med.«

Med den tabermentalitet, som Jess Thorup og nogle spillere viste, da de ønskede jer tillykke med mesterskabet for cirka to uger siden, har FC Midtjylland slet ikke fortjent at vinde DM-guld...
»Det er et utrolig tarveligt formuleret statement, som ikke har udgangspunkt i, hvad Jess Thorup selv refererer til, han har sagt. Jeg er ret sikker på, at der ingen tabermentalitet er i Midtjylland. Hvordan fanden kunne de ellers blive ved med at vinde så utrolig mange kampe, selv på nogle gange en lidt halvtynd baggrund. Jeg må sige, at jeg er dybt imponeret af, hvad de leverer, og de resultater de skaber. Jeg er dybt imponeret af deres trup, deres trænerstab og i særdeleshed af Jess. Så jeg tror rettere, at det er et fremadrettet mindgame, som de gerne vil sætte i spil.«

Opgøret mellem Brøndby og FC Midtjylland spilles mandag klokken 19.00.

Husk, at du kan følge den spændende guldkamp LIVE på bt.dk