I dag behandles de fleste gigtsygdomme med betændelsesdæmpende medicin og symptombehandling, afhængigt af hvilken sygdom der er tale om.
Men i fremtiden kan der muligvis komme en ny type behandling på listen.
Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser nemlig, at hormonet GLP-1, som blandt andet findes i vægttabsmedicinen Wegovy, muligvis kan bruges til behandling af gigt i leddene.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
»Vores studie viser, at kroppens eget GLP-1-hormon kun findes i meget små mængder i leddene. Det betyder, at den naturlige effekt i leddet sandsynligvis er begrænset,« siger Tue Wenzel Kragstrup, der står bag det nye studie, og fortsætter:
»Men det peger samtidig på, at medicin med GLP-1, som gives i langt højere doser, muligvis kan påvirke betændelsen direkte i leddene.«

Med andre ord betyder det, at fordi der i medicin med GLP-1 er så høje doser af hormonet, kan den muligvis også have en effekt i vores led.
»Vægttab er allerede en del af anbefalingerne for mange patienter med gigt, men vores studie kan tyde på, at medicin som Wegovy kan have en dobbelteffekt – både i form af vægttab og ved at tilføre mere GLP-1 i leddene,« siger Tue Wenzel Kragstrup.
Tidligere studier har førhen vist, at GLP-1 kan have mulige antiinflammatoriske effekter.
Men det er første gang, at man har påvist GLP-1 i ledvæske hos gigtpatienter.
»Vores fund giver et biologisk grundlag for at undersøge, om GLP-1-baseret medicin kan have direkte effekter i leddene – ud over de kendte effekter på vægt og stofskifte. Men vi har ikke vist, at behandlingen virker mod gigt. Det kræver en lang række kliniske studier,« siger Tue Wenzel Kragstrup.
Derfor kan gigtpatienter heller ikke forvente at få ordineret GLP-1-medicin som direkte behandling for deres leddegigt lige foreløbig, siger han.
»Næste skridt er at undersøge, om medicinen når leddene i tilstrækkelige mængder og faktisk dæmper betændelsen i leddene.«
