Antallet af ramte danskere er langt større, end hvad der først var forventet.
32.496 danskere har fået konstateret hudkræft på ét år.
Det viser en ny rapport fra hudkræftdatabasen ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Derfor advarer formand for hudkræftdatabasen, Henrik Sølvsten, nu om, at sundhedsvæsnet ikke vil kunne følge med, hvis der ikke handles på denne udvikling med det samme.
Han forklarer, at både dermatologiske klinikker og hospitaler er pressede.
Der er nemlig så mange, der skal behandles for hudkræft på klinikkerne, at behandlingen af andre hudsygdomme bliver forsinket, lyder det videre.
»Vi udfordres så meget af hudkræft lige nu, at det fortrænger andre problemstillinger og forlænger ventetider. Vi gør det ikke godt nok,« siger Henrik Sølvsten med reference til indsatsen i sundhedsvæsnet.
Han mener altså, at der skal være mere handling på hudkræft, end man ser lige nu.
