Vil du tabe et par kilo, er den mest effektive kur ikke kun at tælle kalorier.
Selvfølgelig er det vigtigt, hvor mange kalorier, du indtager, og hvor mange du forbrænder. Men andre forhold har også indflydelse på din vægt.
Særligt tre ting spiller en væsentlig rolle for, hvor mange kalorier du optager fra den mad, du spiser:
Hvornår du spiser.
Hvor hurtigt du spiser.
Hvor grundigt, du tygger maden.
Det siger Sarah Berry, der er professor i ernæring ved det britiske King's College i London til BBC.
Hun mener, der er et enormt potentiale i at forstå, hvordan vores kroppe omsætter den mad, vi spiser.
Ligesom hun vil have os til at acceptere, at ikke to kroppe omsætter den samme mængde mad på samme måde.
Den måde, vores kroppe hver især nedbryder mad og drikke til energi, kaldes vores metabolisme.
»Vi begynder virkelig at se, hvor varierende vores reaktioner på mad er – og at jeg kan spise noget, som jeg vil metabolisere på en helt anden måde, end hvordan du vil metabolisere den samme mad,« siger hun i et interview med BBC.
Hvornår du spiser, spiller en rolle for, hvor godt du fordøjer maden og hvilke næringsstoffer, din krop vil udvinde fra måltidet.
Jo færre timer om dagen, kroppen er optaget af at omsætte mad, des bedre. Forklaringen er, at vores døgnrytme har indflydelse på, hvordan vi fordøjer maden.
For eksempel har Videnskab.dk tidligere beskrevet et studie, hvor to grupper af raske voksne spiste aftensmad enten klokken 18 eller klokken 22.
Selvom begge grupper spiste identiske måltider og gik i seng på samme tid, kunne forskerne efterfølgende måle væsentlige forskelle hos de to grupper.
Blodsukkerniveauet hos de sene spisere toppede 20 procent højere end hos dem, der spiste tidligt. Ligesom de, der spiste klokken 22, forbrændte 10 procent mindre fedt.
Hvor hurtigt du spiser, har også betydning for, hvor mange kalorier du indtager.
Spiser du langsommere, øges frigivelsen nemlig af de tarmhormoner, der regulerer appetitten.
På sitet ‘Lev med IBD (inflammatorisk tarm-sygdom, red.)' forklares mekanismen sådan her:
»Fra du åbner munden, tygger og synker, går der cirka 25 minutter, før maden optages i tarmen. Her frigives de hormoner, der signalerer mæthed til hjernen. Spiser du lidt for hurtigt, er der derfor risiko for, at du på den tid når at indtage langt mere mad, end du rent faktisk har brug for.«
Det tager 30-60 minutter, før det naturlige tarmhormon GLP-1 reducerer vores appetit. Men når det er aktiveret, holder mæthedsfølelsen i tre til fem timer.
Sætter du tempoet ned, når du spiser, vil du ikke bare spise mindre, men også føle dig mæt længere.
Sidste tip til at spise smartere, handler om at vælge mad, der skal tygges.
Antallet af kalorier, du optager fra den mad, du spiser, afhænger nemlig også af madens struktur.
Vælger du en fiberrig og grov kost, der kræver, at du tygger, før du synker, vil du automatisk spise langsommere, ligesom din krop vil producere mere spyt, der gør fordøjelsen lettere og hjælper dig med at absorbere flere næringsstoffer fra maden, hvilket igen nedsætter dit kalorieoptag.
Ifølge professor Berry kan det forklare, hvorfor vi indtager flere kalorier, når vi spiser ultraforarbejdet mad, der ofte er blødere i konsistensen og derfor lettere at spise.

