Vi sover dårligere, jo tættere vi er på fuldmåne. Det afsløres for første gang i en ny videnskabelig undersøgelse. Årsagen til søvnproblemerne er endnu ukendt.

Månens cyklus er gennem tiden blevet forbundet med psykisk sygdom og søvnløshed. Disse udsagn har ofte hvilet på ringe videnskabeligt grundlag. Nu viser en undersøgelse for første gang, at der er noget om snakken. I hvert fald når det kommer til kvaliteten af vores søvn, skriver Videnskab.dk.

Schweiziske forskere fra Psychiatric Hospital of The University of Basel viser i den nye forskning, hvordan der sker en gradvis forringelse af vores søvnkvalitet, jo tættere vi kommer mod fuldmåne.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor bliver man træt efter en orgasme?

Undersøgelsen, der er udgivet i tidsskriftet Current Biology, viser, at i dagene omkring fuldmåne sov de 33 forsøgsdeltagere 30 procent mindre dybt og 20 minutter kortere. Det er en betydningsfuld forringelse, da mængden af dyb søvn er afgørende for vores velbefindende og helbred, skriver Videnskab.dk.

Samtidig brugte deltagerne gennemsnitligt fem minutter længere på at falde i søvn og rapporterede at føle sig mere trætte i dagene omkring fuldmåne, uden at vide at det var det, forskerne var interesseret i.

Læs også på Videnskab.dk: Derfor vågner du op med ’jern’ på

Forskerne bag undersøgelsen mener umiddelbart at kunne konkludere, at det ikke er fuldmånens stærke stråler, som forårsager den ringere søvn, da forsøgsdeltagerne sov i et rum uden vinduer.

Samtidig er det nok heller ikke Månens tyngdekraft, som trækker i nogle biologiske tråde, da tyngdekraften er for svag, mener den ansvarlige forsker bag undersøgelsen, Christian Cajochen.

Han foreslår i stedet, at påvirkningen af vores søvn skyldes, at vi har et medfødt ’måneur’, som visse havdyr også har, og som er opstået langt tilbage i vores evolutionshistorie.

Men om det også er sandt, og hvad funktionen med sådan et måneur skulle være, er der endnu ikke forsket i hos mennesker.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Dele af din hjerne sover, mens du er vågen

Snooze-knappen gør dig mere søvnig

Din guide til sex i naturen