Klør det i hovedbunden, eller vågner du om morgenen med røde, kløende pletter på arme og ben?

Så kan det være, at du har fået ubudne gæster.

Hovedlusene springer oftest fra børn til børn i vuggestuer, børnehaver eller skoler, mens væggelusene kan være kommet med hjem fra en ferie i udlandet. Endelig trives kattelopperne godt, når luftfugtigheden er høj.

Med B.T. Plus får du:

- Guide: Sådan slipper du for hovedlus, væggelus og kattelopper.
- Fakta om de små dyr – udseende, størrelse, cyklus og gener, når de bider.
- Sådan opdager du dem
- Sådan forebygger du
- Sådan behandler du


Flere og flere danskere har de seneste år oplevet at få væggelus, som suger blod fra mennesker og efterlader røde, kløende knopper.

- Stigningen har ikke været eksplosiv, men den har været der, siger forsker Ole Østerlund Kilpinen fra Skadedyrslaboratoriet under Aarhus Universitet.

- Det skyldes dels, at man rejser mere, og man får dem særligt, når man har været på ferie i udlandet. Og det skyldes dels, at nogle af de kraftigste insektgifte ikke længere er lovlige, mens væggelusene er blevet resistente over for andre insektgifte. Derfor er det blevet sværere at komme af med væggelusene igen, forklarer Ole Østerlund Kilpinen.

Sådan opdager du væggelus

I modsætning til for eksempel hovedlus, som lever i hovedbunden, kommer væggelusene kun frem for at spise. De sniger sig ud om natten og suger blod fra mennesker, og så kryber de tilbage til deres gemmesteder, hvor de lægger æg i små huller, revner og sprækker.

- De opholder sig typisk det sted, hvor vi opholder os om natten. For der er fred, ro og mad. Hvis du for eksempel begynder at sove inde i stuen for at slippe for væggelusene, flytter de med, siger Ole Østerlund Kilpinen.

Væggelusene kan derfor være svære at opdage, før du er blevet bidt. Men hvis du vågner med røde pletter, kan du blandt andet undersøge, om væggelusene har efterladt sig nogle spor.

- Når væggelusene har suget blod, så efterlader de mørke ekskrementer i nærheden af, hvor de har spist. Så du kan kigge efter nogle små, mørke pletter – lidt ligesom flueklatter – på sengetøjet eller gulvet under sengen. Et andet spor er små blodpletter på lagenet – lusene går let i stykker, når de er fyldt med blod, og du kan være kommet til at kradse dig i søvne.

Ligesom med loppebid kan man godt have flere bid fra væggelus tæt på hinanden, og det sker ofte, at de sidder på en linje. Væggelusene vil typisk bide der, hvor de kan komme til – for eksempel en arm, der stikker uden for dynen.

Sådan undgår du væggelus

Da det kan være svært at se væggelusene, kan det også være svært at undgå dem. De er ikke afhængige af snavs, så det hjælper ikke nødvendigvis at gøre rent – men hvis du er omhyggelig med rengøringen, opdager du måske lusene hurtigere.

- Hvis man for eksempel er på et hotel, hvor man har mistanke om, at man er blevet bidt af væggelus, så skal man lade være med at lægge kufferten ind under sengen. Så risikerer man i hvert fald, at de kommer med hjem, siger Ole Østerlund Kilpinen.

Hvis man får dem med hjem, er det vigtigt at fortælle åbent om det – særligt hvis man har overnattende gæster, eller hvis man sover ude, siger Ole Østerlund Kilpinen. På den måde kan andre lettere holde øje med, om de også får væggelus.

- Hvis man for eksempel smider møbler ud for at slippe af med væggelus, så skal man sørge for, at de bliver smidt rigtigt ud – og ikke blot stiller madrassen ned i gården, hvor en anden tager den med hjem, siger han.

Nogle steder i USA pakker man madrasserne ind i en væggeluspose, da glatte overflader reducerer antallet af gemmesteder for væggelusene.

Klik for at se billedet i fuld størrelse
Klik for at se billedet i fuld størrelse
Vis mere

Sådan behandler du væggelus

Væggelus kan leve flere måneder uden mad, så man kan derfor ikke blot forlade sit hjem i nogle uger og håbe, at lusene dør.

- De er svære at komme af med, og man risikerer, at de spreder sig, særligt hvis man bor i lejlighed. Jo længere tid, man har dem, jo større risiko er der for, at de spreder sig til ens gæster eller til andre lejligheder, siger Ole Østerlund Kilpinen.

Derfor er der kun en løsning, siger han:

- Vi anbefaler, at man kontakter en skadedyrsbekæmper, som sprøjter boligen med insektgift. Men selvom boligen bliver sprøjtet, er der risiko for, at nogle af væggelusene overlever, fordi de har gemt sig dybt inde i revner eller sprækker. Derfor er det vigtigt at holde øje med, om man får nye bid et par måneder efter, skadedyrsbekæmperen har været på besøg.

Hvis du har været på ferie og er nervøs for, at væggelusene gemmer sig i tøjet, kan du lægge det i en fryser nogle dage – eller vaske tøjet ved mindst 60 grader. Sørg desuden for at pakke kufferten ud udendørs, når du kommer hjem, så du ikke slæber væggelusene med indenfor.