Tager du hormoner? Det spørgsmål stiller kvinder i overgangsalderen ofte hinanden. For nok kan hormoner hjælpe mod nattesved, hedeture og tørre slimhinder, men øger de ikke også risikoen for blodpropper og brystkræft?

Nu slår den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA et stort fedt kryds over alle forbehold og fastslår, at hormoner gavner kvinder midt i livet. Kun et enkelt forbehold står tilbage.

Mandag anbefalede FDA, at fjerne alle forbehold på hormonprodukter, der kan lindre symptomer på kvinders overgangsalder.

»Med undtagelse af antibiotika og vacciner findes der muligvis ingen medicin i den moderne verden, der – bedre end hormonbehandling – kan forbedre ældre kvinders sundhed på befolkningsniveau,« skriver de amerikanske embedsmænd i et studie, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift JAMA.

Men de amerikanske embedsmænd er bekymrede for, at kvinder er tilbageholdende med at tage hormonerne.

»Kvinder udnytter muligvis ikke de godkendte behandlinger, der kan lindre symptomer på overgangsalderen og forbedre deres sundhed, på grund af advarsler om de risici, der er forbundet med lægemidlerne,« skriver FDA.

Derfor fjerner de nu forbeholdene og fastslår, at hormonbehandlinger har gavnlig effekt på både hjerte, hjerne og knogler.

En sammenligning af 30 forsøg, hvor 26.708 kvinder i alt deltog har tidligere vist, at hormonbehandling ikke er forbundet med øget kræftdødelighed.

Derimod ser kvinder, der starter hormonbehandling før 60-års-alderen, ud til at have en nedsat dødelighedsrisiko.

Studier viser, at kvinder, der tager hormoner: 
1. Halverer deres risiko for hjerte-kar-sygdomme.
2. Har væsentligt mindre kognitiv tilbagegang.
3. Har lavere risiko for at udvikle Alzheimers.

Hvis de tager hormonerne indenfor ti år efter deres overgangsalder begyndte og inden de fylder 60 år. 


 Danske Brigitte Becker begyndte at tage hormoner, da hun for 38 år siden gik i overgangsalderen, og hun har tænkt sig at fortsætte. 
Danske Brigitte Becker begyndte at tage hormoner, da hun for 38 år siden gik i overgangsalderen, og hun har tænkt sig at fortsætte.  Privatfoto

B.T. har tidligere skrevet om Brigitte Becker, der begyndte at bruge hormonplastre, da hun som 40-årig gik i overgangsalder. 

Selvom hun i dag er fyldt 78, tager hun stadig hormoner og det har hun tænkt sig at blive ved med:

»Jeg har hverken haft hjertebanken eller forhøjet blodtryk. Jeg vil tage hormoner hele livet,« siger hun i artiklen.

En anden anbefaling fra den amerikanske lægemiddelstyrelse lyder, at hormonbehandling fremover skal tilpasses den enkelte kvinde og ikke gives som en one-size-fits-all behandling.

Derfor skal producenterne stadig grundigt beskrive alle bivirkninger af hormonpræparaterne, mens de amerikanske forbrugere altså ikke længere vil blive mødt af en generel advarsel på medicinpakningerne.

Kun ét enkelt forbehold vil FDA beholde. Det gælder en advarsel om, at kvinder kan udvikle livmoderhalskræft, hvis de tager østrogen alene. 

Men den risiko opvejes, hvis østrogenbehandlingen suppleres med progesteron, skriver embedsmændene i JAMA-studiet.