Genbrug er in. Også når det kommer til skønhed.
Nu kan amerikanske mænd og kvinder i kampen for den perfekt formede krop få sprøjtet fedt fra afdøde ind i hofter, bryster og balder.
Fedtet, der bliver omtalt som ‘next-generation filler’ giver volumen og bruges som alternativ til implantater eller fedt fra patientens egen krop. Det skriver blandt andre New York Post.
Firmaet Tiger Aesthetics laver produktet, der beskrives som ‘steriliseret fedtvæv fra donorer’ og som sælges under navnet AlloClae.
Business Insider har talt med flere plastikkirurger fra New York og Californien, der tilsammen har udført omkring 75 indgreb med den nye type fedt.
Fordelen er, at det ikke kræver operation. Fedtet kan indsprøjtes under lokalbedøvelse, og i modsætning til andre skønhedsoperationer, kræver det ikke lang tid at komme sig efter et indgreb.
Sachin M. Shridharani, der er plastikkirurg og ejer af skønhedsklinikken Luxurgery i New York, beskriver overfor mediet, hvordan nogle af hans patienter, har fået sprøjtet fedtet ind og er gået på job en time senere.
»Folk betaler for bekvemmeligheden. Det handler om ikke at have sygedage, ikke at have brug for mere aggressive procedurer, og at det ikke kræver fuld narkose,« siger han.
Ved en såkaldt Brazillian Butt Lift hentes fedtet normalt fra patienten selv ved hjælp af fedtsugning, hvorefter det sprøjtes ind i det ønskede område.
Men man skal have den store pengepung frem, hvis man vil have genbrugsfedt injiceret.
Lige nu koster det mellem $10.000 op til $100.000, eller det der svarer til 60.000 til 600.000 gode danske kroner, per indgreb.
Tiger Aesthetics' direktør, Caro Van Hove, sagde i en pressemeddelelse i november, at målet er at 'skabe avancerede behandlingsmuligheder, der integreres naturligt med ens egen krop'.
Genbrugsfedtet bliver til ved, at vævsbanker indsamler fedt fra maven på organdonorer, der har doneret deres kroppe til forskning.
Tiger Aesthetics køber fedtet, screener det for sygdomme, renser det og sælger det efterfølgende i engangssprøjter.
Når produktet når frem til skønhedsklinikkerne, ligner det klumpet smør på sprøjte.
Ifølge New York Post er det vigtigt for Caro Van Hove at forsikre:
»At alt vores væv er godkendt til æstetisk brug.«
Det betyder, at de mennesker, der har doneret deres kroppe, ikke troede, at de kun donerede dem til medicinske eller videnskabelige formål.
Det er ikke bare producenten selv, der tror på, at fedt fra døde kan komme til at revolutionere skønhedsmarkedet i USA.
Det gælder for eksempel også Johnny Franco, der er plastikkirurg på skønhedsklinikken Austin Plastic Surgeon. I en video på Instagram, siger han:
»Dette er starten på den regenerative revolution – og den vil omforme kropsformning i USA, når vi går ind i 2026. Den giver mere naturlige muligheder. Mere tilpasning og mere formgivningskraft end nogensinde før.«

