Når børn og unge i smug begynder at ryge, føles det måske både forbudt, spændende – og farligt. Hvor farligt, afslører nu et nyt studie.
Tidlig rygning er årsag til uoprettelige forandringer i kroppen og sender ifølge en forsker kroppen 'på en motorvej mod katastrofe’.
Statens Institut for Folkesundhed undersøgte i 2023, hvor mange unge danskere, der ryger. Det viste, at 14 procent af de 15-17-årige røg dagligt eller lejlighedsvis, mens det for de 18-24-årige gjaldt for 19 procent.
Nu viser et finsk forskningstudie, at rygning i ungdommen påvirker hjertets struktur og funktion meget hurtigere og mere alvorligt end hidtil troet.
Allerede i midten af 20erne har rygningen sat synlige spor i kroppen. Scanninger afslører blandt andet, at unge rygeres hjerter vokser unormalt meget og arbejder mindre effektivt end jævnaldrende ikkerygeres.
De finske forskere har taget udgangspunt i en stor britisk undersøgelse ‘The Avon Longitudinal Study of Parents and Children’, der har fulgt 15.000 børn, der alle blev født i start 90erne.
Udover at udspørge til deltagerne kost-, liv- og rygevaner fik næsten 2.000 deltagere som 24-årige lavet ultralydsscanninger af deres hjerter, lige under halvdelen af dem havde forandringer på hjertet.
Andrew Agbaje, der er læge og professor i klinisk epidemiologi ved University of Eastern Finland og forfatter til studiet, forklarer, hvorfor det er et problem:
»Hjertet begynder at pumpe hurtigere for at få mere blodtilførsel, hvilket øger pulsen. Men fordi blodet strømmer hurtigere, vil blodtrykket også stige. Det bliver en ond cirkel, hvor hjertet bliver ved med at vokse, pulsen stiger hurtigere, og det hele eskalerer,« siger han til ScienceNews og tilføjer:
»Unge rygere er på en motorvej mod katastrofe.«
Gunnar Gislason, der er professor i hjertesygdomme og forskningschef i Hjerteforeningen, kalder resultatet, som netop er offentliggjort i Journal of the American College of Cardiology, for 'stærkt bekymrende'.
»Der sker en forandring i hjertet, som er uhensigtsmæssig. Det er meget bekymrende, at man i så ung en alder kan se tegn på, at hjertet er påvirket af rygning. Bliver man ved med at ryge, kan man forestille sig, at det går yderligere ned ad bakke,« siger han til B.T. og fastslår:
»Studiet understreger, at vi skal forebygge, at de unge begynder at ryge, fordi skaden allerede sker tidligt.«
Vil forandringerne ændre sig, hvis man stopper man med at ryge?
»Det ved vi ikke. Her er tale om meget unge mennesker, hvor hjerte tog deres kredsløb er ved at udvikle sig. Det kan godt være, at det giver varige men i hjertet, som måske senere vil vise sig som en hjertesygdom for eksempel hjertesvigt,,« siger Gunnar Gislason.
Udover at hjertet hos rygere voksede mere og venstre hjertekammer blev tykkere end hos ikkerygere, noterede Andrew Agbaje sig også en anden forskel. Nemlig at rygerne havde tegn på øget stivhed i venstre hjertekammer, hvilket på længere sigt kan være forbundet med en øget risiko for hjertesygdomme.