»De stakkels piger, der havde vagten.«
Sådan lyder det fra apoteker Jesper Sevel, hvis ansatte pludselig fik en travl weekend.
For efter lørdagens udmelding, begyndte telefonerne at ringe hos Hjørring Hjorte Apotek og Hjørring Løve Apotek fra borgere, der ville have fat i jodtabletter.
En udmelding, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Beredskabsstyrelsen for første gang kom med nye beredskabsråd.
Herunder, at man, i tilfælde af en krise, anbefales at kunne klare sig selv og sin husstand i tre dage med forsyninger som vand, mad og medicin.
Ikke mindst at have jodtabletter på lager for personer under 40 år, samt gravide og ammende.
Og med ét steg efterspørgslen igen på tabletterne, der kan få gavn, hvis der skulle ske et radioaktivt udslip.
På samtlige onlineapoteker, viser B.T.s gennemgang mandag morgen, at der enten står 'udsolgt' eller 'ikke på lager', når man søger efter medicinen.
Det er for eksempel tilfældet på Apropo.dk, webapoteket.dk, matas, apotekeren.dk og med24.dk.
'Det rene hysteri'
Og hos Jesper Sevel, der havde man slet ikke jodtabletter på lager i weekenden:
»Vi har det slet ikke liggende, men nu kommer der nok nogle sidst på ugen. Det er for mig at se det rene hysteri. Og så er det typisk, at det kommer i en weekend, hvor diverse styrelser ikke er til at få fat på,« siger apotekeren.
Han kommer samtidig med en anbefaling til de danskere, der er på jagt efter jodtabletter.
»Min opfordring er: No panic og synk spyttet. Det er kun relevant, hvis der kommer et atomangreb. Jeg ville mane til ro, selvom folk selvfølgelig bliver bekymrede, når sådan noget kommer,« lyder det.
Årsagen til, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man har jodtabletter i hjemmet skyldes, at man i tilfælde af et radioaktivt udslip er bedst beskyttet indenfor med lukkede døre og vinduer.
Altså, skal man ikke tage ud for at købe jodtabletter.
Hvis der skulle ske et radioaktivt udslip, vil radioaktivt jod blive spredt gennem luften – og her kan jod blive optaget ved indånding eller indtagelse af forurenede fødevarer.
Her vil jodtabletter hindre det radioaktive stof i at blive optaget af skjoldbruskkirtlen, hvilket vil reducere risikoen for – på lang sigt – at udvikle kræft i skjoldbruskkirtlen.
Det er vigtigt, at man køber det rigtige præparat, og så er der nogle grupper, der enten ikke må – eller får gavn af – at indtage jodtabletter.
Det kan du læse meget mere om i B.T.s guide til tabletten HER.
