Det kræver overskud og en god kondition at aktivere, træne og lege sammen med fire livlige børn. 44-årige Kronprins Frederik kæmper for at være en frisk og rask far, der også har overskud til at lege med sine børn om ti år. Derfor er det utroligt vigtigt for ham at holde sig i god form. Det skriver BT i dag.

En af de helt store drivkræfter til Kronprinsens store engagement i sporten er, at han ikke vil have, at 6-årige Christian, 5-årige Isabella og de 1-årige tvillinger Vincent og Josephine skal vokse op og have en gammel far.

– Efter at jeg har fået børn, er en af gulerødderne for mig desuden, at jeg ønsker at være frisk, også når de bliver teenagere. At kunne opleve noget sammen med dem frem for at være en gammel far, som ikke orker noget og siger “Kan I ikke selv løbe ud og lege?” fortæller Kronprins Frederik i et eksklusivt interview med Aktiv Træning i juni-nummeret.

Kronprins Frederik er bidt af en gal sportsmand og hans sports-cv er imponerende. Det tæller bl.a. seks maratonløb med 3.06,49 som bedste tid, 90 km langrend i det hårde Vasaløb, krævende mountainbike-løb og flere flotte placeringer ved EM og VM i dragesejlads.

Kronprins Frederik fortæller til Aktiv Træning, at han lige nu er i sit livs ”voksenform”. Han har ikke været i bedre form siden sin tid i Frømandskorpset og aldrig været i bedre langrendsform end nu. Og det kræver disciplineret træning.

Køb BT i dag og få Kronprinsens bedste træningstips eller køb guiden her på BT PLUS

*Træning *Motivation *Udholdenhed *Kost


Motivation

Som for så mange andre så kniber det også af og til med motivationen for Kronprinsen.

- Hvis jeg i 3-4 uger ikke har været af sted, så tager jeg mig selv i nakken og siger, at nu bliver du nødt til at komme i gang, siger han i interviewet med Aktiv Træning, hvor han også fortæller, at de fire børn er med til at holde ham i form. Selv om den første løbetur ofte er barsk, og det kræver meget selvdisciplin at løbe kl. 5.30 om morgenen. - Jeg synes, at det er rædselsfuldt de første 10 minutter, indtil kroppen er varm. Man er både træt og småsur, og det hele er bare totalt op ad bakke. Men når man så står i omklædningsrummet bagefter, så er man klar til at tage fat på dagen, siger han.


Udholdenhed

Frederik presser sig selv for at opnå bedre resultater – også selv om det gør ondt. - Ens krop kan tåle meget mere, end man regner med. Og man kan selv tåle meget mere, end man tror. Og mere, end ens mor og ens kone tror. Der er meget at hente der. Man skal ikke være bange for, at det gør ondt. Det er i hvert fald min holdning, fortæller han til Aktiv Træning. Evnen til at holde ud blev indarbejdet i 80’erne, hvor Kronprinsen var i militæret og blev beordret til at træne.


Konkurrence-gen

Kronprinsen er et konkurrencemenneske, hvilket får ham til at ignorere trætheden og bide smerten i sig. Han har stillet op i adskillige løb og konkurrencer for at teste sig selv. - Der sker noget med en, når man står med et startnummer på maven. Adrenalinen pumper i kroppen inden starten, siger kronprins Frederik til Aktiv Træning og fortsætter: - Det er fint at træne og holde sig selv i form, men der er jo forskel på træning og kamptræning – det ved vi alle. Kronprins Frederik mener, at alle bør give sig selv den oplevelse at deltage i en konkurrence.


Cykling

Kronprinsen er også en aktiv mountainbike-kører. Han har flere gange deltaget i det krævende Merida MTB-Marathon, hvor han i 2008 tilbagelagde 103 km på syv timer, 25 minutter og 36 sekunder efter bare en måneds træning. Han har lidt svært ved at få tid til lange cykelture i skoven nu med fire børn, men han forsøger altid at træne op til løb. 



Skiløb

Kronprins Frederik har stor langrendserfaring fra sine ture til Nordøstgrønland. I marts deltog han i det 90 km lange Vasaløb med tiden 6 timer, 36 minutter og 32 sekunder. I fem måneder havde han trænet med sin personlige træner, Ulrich Ghisler. Denne har fortalt til BT, at Frederik trænede to-tre gange om ugen. Træningen bestod bl.a. af løb i de tidlige morgentimer, hvor fedtforbrændingen kunne udvikle sig bedst, 20-35 km lange ture på rulleski, træning på skimaskinen samt 25-30 armbøjninger hver dag. Foto: Bax Lindhardt, Jens Nørgaard Larsen, Jørgen Jessen, AFP, Henning Bagger, og Flemming Schille.


Sejlsport

Kronprinsen er elite sejlsportsmand og deltager i træningssejladser og konkurrencer på højt niveau. Han er mest kendt for at sejle med bådtypen Farr 40 og drage. I 2011 blev han nummer fire ved EM i dragesejlads og nummer seks ved VM i 2003.


Løb

Kronprins Frederik har løbet seks maratonløb med 3.06,49 som bedste tid. Han afslører over for Aktiv Træning, at han løber fem km på 22 minutter. Frederik fortæller også, at han altid har et par løbesko med i tasken, når han er ude på rejser. Han har bl.a. løbet i Skt. Petersborg, i Afghanistan og i Eritrea, hvor han har besøgt danske soldater.


Tennis

Tennis står også kronprinsens hjerte nært. Han har bl.a. spillet mod Caroline Wozniacki ved et privat arrangement på Fredensborg Slot. - Han er dygtig, har Wozniacki tidligere fortalt til BT. Ifølge Frederik havde han dog nok fået ’brillestel’, der i tenniscifre ville hedde 6-0, 6-0, hvis de havde spillet om point.