Ecstasy mod PTSD eller psykedeliske svampe mod depression.

USAs præsident, Donald Trump, giver nu et stort rygstød til forskere, som undersøger mulighederne for at behandle psykiske lidelser med ulovlige stoffer.

Lørdag underskrev han således et dekret, som vil fremskynde forskningen i den terapeutiske effekt af stærke rusmidler som psilocybin-svampe, LSD og MDMA.

»Jeg er glad for at kunne annoncere historiske reformer, der markant vil fremskynde adgangen til ny medicinsk forskning og behandlinger baseret på psykedeliske stoffer,« sagde Donald Trump lørdag i Det Ovale Kontor.

Dekretet pålægger føderale myndigheder at lempe de stramme restriktioner om stofferne, beretter New York Times.

Målet er, at de psykedeliske stoffer i sidste ende skal kunne bruges i psykiatrien, såfremt de rent faktisk viser sig effektive og sikre i kliniske forsøg.

Beslutningen repræsenterer et opgør med årtiers anstrengt forhold til psykedeliske stoffer i USA, som har været opretholdt, trods flere og flere studier har indikeret, at midlerne kan være effektive til at behandle ting som angst, depression og ptsd.

I nyere tid har den danske hjerneforsker David Erritzøe med sit hold på Imperial College i London været en af spydspidserne indenfor forskning i, hvordan psykedeliske stoffer kan hjælpe mod ting som depression og OCD.

»Der vil måske gå nogle år, før psykedelisk terapi bliver tilgængeligt for patienter, men forskningen har indtil videre været meget opmuntrende,« har den danske forsker tidligere udtalt.

Lørdag lød det fra Trump:

»Hvis de her viser sig at være så gode, som folk siger, de er, kommer det til at have enorm betydning for det her land og andre lande.«

Præsidenten afsætter også 50 millioner dollar til forskning i det stærkt hallucinogene stof, ibogain, som ifølge visse studier har en positiv effekt på afhængighed og PTSD i krigsveteraner.

Med sig i Det Hvide Hus havde han blandt andet podcasteren Joe Rogan, en langvarig og varm fortaler for brugen af psykedeliske stoffer.