Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Sædcellerne svømmer fint. Ser normale ud. Og der er masser af dem. Der er heller ikke noget i vejen med din kone. Alligevel har I stadig ikke fået det barn, I ønsker jer. Nu er der måske en forklaring.

Op mod hvert fjerde danske par vil på et tidspunkt opleve ufrivillig barnløshed, viser befolkningsundersøgelser. Hos cirka en tredjedel skyldes det umiddelbart hverken faktorer hos manden eller kvinden. De er med andre ord uforklarligt barnløse.

Men forskning viser nu, at selvom alle prøver ser fine ud, så kan dårlig sæd alligevel være årsagen til, at I ikke får det barn, I ønsker jer.

En undersøgelse, som det danske sædlaboratorium SPZ Lab har lavet blandt 5.576 patienter hos fem fertilitetsklinikker i Irland og Tyskland, viser, at hos op mod hvert andet ufrivilligt barnløse par har manden sædceller, der ser helt normale ud, men som alligevel har alvorlige dna-skader, der forhindrer graviditet.

»Rigtig mange par spekulerer på, hvorfor det ikke lykkes dem at få børn. Mange af dem går igennem langvarige behandlinger, uden, at der kommer det ønskede barn ud af det. Nogle ender endda med at få tilbudt ægdonation. Selvom problemet kan ligge hos manden,« siger Preben Christensen, der er medstifter af det private sædanalyselaboratorium SPZ Lab.

Hvor den klassiske sædanalyse undersøger antallet af sædceller, hvor hurtigt de bevæger sig, og om de ser normale ud, undersøger en ny type test, om sædcellernes dna er skrøbeligt og derfor kan gå i stykker, inden ægget befrugtes.

Når det lykkes en dna-skadet sædcelle at befrugte et æg, mistænkes den for at være årsagen til, at stadig flere børn fødes med mentale problemer som adhd eller senere udvikler skizofreni. Den sammenhæng er dog stadig i høj grad til diskussion blandt forskere.

»Sædceller, der både svømmer hurtigt og ser normale ud, kan vise sig at indeholde skrøbeligt dna. Det betyder, at manden, selvom han er frikendt, alligevel kan være årsagen til, at parret ikke får barn, aborterer eller føder et barn med mutationer,« siger Preben Christensen fra SPZ Lab, der mener, at årsagen til, at kun hver fjerde fertilitetsbehandling ifølge sygehusenes egne fertilitetsklinikker ender med et barn, er, at fertilitetsklinikkerne kun udfører almindelig undersøgelse af sæden og ikke ser på sædcellernes dna.

Kristian Almstrup, seniorforsker i sædkvalitet på Rigshospitalet, bekræfter, at forskning viser, at dna-skader i sædceller påvirker mænds fertilitet.

»Der er helt sikkert noget om snakken. Det er et område, der forskes ivrigt i, og der er mange videnskabelige studier. Dog er de fleste studier endnu relativt små,« siger han.

Mange test

Den første forskning på området har efterhånden mere end ti år på bagen, men i de senere år er der udviklet nye test, som kan afsløre problemet.

»Testene er ved at være relativt udbredt,« vurderer Kristian Almstrup fra Rigshospitalet.

Danske SPZ Lab er et af de firmaer, der har udviklet en test, som undersøger beskadigelse af dna. Testen tilbydes endnu ikke på offentlige fertilitetsklinikker, men på enkelte private klinikker i Danmark, og derudover i udlandet.

Selvom seniorforsker Kristian Almstrup bekræfter, at ‘der er noget om snakken’, mener han ikke, at en dna-test vil være oplagt for hovedparten af de uforklarligt barnløse par.

»Ofte, når der er dna-skader, svømmer sædcellerne ikke godt og ser ikke normale ud. Derfor vil der være et stort sammenfald mellem det, den sædvanlige test fanger, og det, som dna-testen fanger,« påpeger han.

Dog mener han, at i de tilfælde, hvor manden ser ud til at have en normal sædkvalitet og alligevel er barnløs, vil det være en god idé at ‘gribe ned i værktøjskassen igen’ og måle dna-fragmenteringen.

»Men den klassiske test er fin at begynde med,« siger Kristian Almstrup

Det er Preben Christensen ikke enig i. Han mener, at der samfundsøkonomisk er mange penge at spare ved allerede fra begyndelsen at vide, om det er mandens sæd, den er gal med, så der kan sættes ind med bl.a. livsstilsændringer, som man ved kan styrke mandens sæd.

Køb selv

Udover økonomien er der de følelsesmæssige omkostninger at tænke på hos barnløse par, der oplever skuffende fertilitetsbehandlinger.

Dna-skader på sæd kan være grund til barnløshed hos helt op mod hvert andet ufrivilligt barnløse par. Dansk test kan afsløre de alvorlige skader selv hos mænd med ’god’ sædkvalitet

»Testen skal ind så tidligt som muligt, så man kan gå til den mest optimale behandling med det samme,« siger Preben Christensen.

Han henviser til et helt nyt metastudie fra 2017, der er lavet på baggrund af 56 studier. Det viser, at cirka hvert fjerde par i fertilitetsbehandling vil få sværere ved at blive gravide selv ved mikroinsemination, (hvor sædcellen ellers sprøjtes direkte ind i ægget) fordi der er skader på dna i sædcellen.

Lederen af Danmarks største private fertilitetsklinik, Copenhagen Fertility Center, anerkender, at dna-skader i sædceller er et reelt problem, men vil ikke tilbyde sine patienter testen.

»Der er hele tiden én test mere, vi kunne tilbyde vores patienter. Men mange ender alligevel med den samme behandling, uanset om der er dna-skader eller ej. Flere test hjælper ikke vores patienter forfærdelig meget, men øger kun deres omkostninger,« siger center-leder Svend Lindenberg.

Dna-test er allerede et fast tilbud i Lund, og kan også blive det på danske hospitaler i fremtiden, spår Kristian Almstrup fra Rigshospitalet. Men:

»Så kunne man også begynde at tilbyde en akrosom- eller penetrationstest, som viser, hvor gode sædceller er til reagere på omgivelserne inde i kvinden. Dna-test er bare én af mange muligheder i værktøjskassen, som ikke er en del af standardpakken i dag,« forklarer han.

Hvis man som barnløst par vil benytte sig af dna-testning, kan man selv tilkøbe testen, mener Kristian Almstrup, men man bør tage sig i agt:

»Der findes mange metoder til at teste dna-fragmentering, og de er ikke standardiserede. Selvom der er noget om snakken, skal man altid alliere sig med en fertilitetslæge, man stoler på,« lyder forskerens råd.

​Cola, rygning og overvægt giver ikke børn

Dna-skader på sædceller skyldes i høj grad usund livsstil. Mænd kan i vid udstrækning selv fixe problemet med dårlig sæd. Det kræver blot tre måneder med en sundere livsstil

Forskere har længe vidst, at en usund livsstil nedsætter fertiliteten. Danske studier har vist, at mænds dårlige sædkvalitet kan hænge sammen med, at de ser meget tv eller indtager mere end to liter cola om dagen.

»Livsstilen spiller ind på fertiliteten. En usund livsstil med lidt motion, cola, stress, mangel på vitaminer og mineraler samt eksponering for hormonforstyrrende stoffer er dårligt for sædkvaliteten,« siger Kristian Almstrup, seniorforsker ved Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

Men en usund livsstil gør ikke kun sædcellerne langsommere og færre. Den ødelægger også deres dna, viser forskning fra to irske fertilitetsklinikker og Aarhus Universitet.

»Den suverænt vigtigste faktor for dna-beskadigelse i sædceller er usund livsstil. Det har stor betydning,« siger Preben Christensen, medstifter af det danske sædlaboratorium SPZ Lab.

Den gode nyhed er dog, at når det er livsstilsrelateret, er det også muligt for den enkelte mand at gøre noget ved det.

Vægttab giver børn

SPZ Lab har i samarbejde med to irske fertilitetsklinikker og Biostatistik på Aarhus Universitet lavet et helt nyt studie, der bliver offentliggjort ved det europæiske fertilitetsmøde ESHRE i begyndelsen af juli i år. Studiet, der er foretaget på 96 mænd, viser, at sund kost, motion og ingen rygning væsentligt reducerer skader på sædcellers dna. Det tager cirka tre måneder for en mand at danne nye, sunde sædceller, når han har lagt sin livsstil om.

»Mange mænd vil få en markant bedre fertilitet, hvis de foretager nogle positive ændringer i deres livsstil. Dermed øges chancen for en succesfuld fertilitetsbehandling, og manden mindsker samtidig risikoen for at udvikle livsstilssygdomme som diabetes type-2,« fastslår Preben Christensen.

Seniorforsker i sædkvalitet ved Rigshospitalet Kristian Almstrup bekræfter, at du som mand selv kan gøre noget for dna’et i dine sædceller.

»Dna-skader i sædceller kan opstå fra frie radikaler. En mobiltelefon i lommen kan danne frie radikaler, der kan påvirke testiklerne. Usund livsstil øger også de frie radikaler. Lever du sundere, øger du chancerne for at gøre din partner gravid,« siger Kristian Almstrup.

Det er Svend Lindenberg, leder af den private klinik Copenhagen Fertility Center, enig i. Alligevel mener han ikke, at han behøver at rådgive sine patienter om bedre livsstil for at sikre dem en bedre dna-kvalitet. Han taler nemlig allerede meget med sine patienter om overvægt.

»Vi er lige så meget en fedmeklinik, som vi er en fertilitetsklinik. Mange af vores patienter ville få børn, hvis de tabte sig. Derfor rådgiver vi i forvejen vores patienter om livsstilsændringer,« siger Svend Lindenberg.

Test: ​Tjek din livsstil

Overvægt

Hos mænd kan overvægt hæmme fertiliteten ved at nedsætte sædkvaliteten. Undersøgelser viser, at et svært overvægtigt par, der dyrker regelmæssig ubeskyttet sex, skal vente knap tre år i gennemsnit på̊ at blive gravide, sammenlignet med et å̊r for normalvægtige jævnaldrende.

Rygning

Rygning kan påvirke mandens evne til at gøre en kvinde gravid, fordi rygning kan forringe sædcellernes antal, form og bevægelighed. Det ser dog ud til, at moderens rygning under graviditeten er en større risikofaktor for drengefostrets senere fertilitet, end en mands egen rygning senere i livet vil blive.

Alkohol

Det er vanskeligt at afgøre, i hvilken grad alkohol skader mænds evne til at gøre en kvinde gravid. En stor europæisk undersøgelse har peget på̊, at et moderat alkoholindtag (op til otte genstande alkohol om ugen) ikke giver en dårligere sædkvalitet, mens en mere detaljeret dansk undersøgelse har vist, at et alkoholforbrug på̊ fem genstande eller mere om ugen hænger sammen med en forringet sædkvalitet. Det er til gengæld helt sikkert, at et kronisk og massivt forbrug af alkohol kan skade sædkvaliteten.

Cannabis

Hos mænd nedsætter det aktive stof THC i cannabis produktionen af kønshormonet testosteron. Det hæmmer dannelsen af sædceller. En stor dansk undersøgelse viser, at unge mænd, der ryger hash mere end én gang om ugen, har 25 pct. lavere sædkvalitet end mænd, der ikke ryger hash. Unge mænd, der både ryger hash og tager andre euforiserende stoffer som f.eks. ecstasy, amfetamin eller kokain, har en sædkvalitet, der er 50 pct. dårligere.

Anabole steroider

Anabole steroider har en muskelopbyggende effekt og bruges i visse træningsmiljøer. Anabole steroider kan også̊ skade fertiliteten. Stofferne undertrykker kroppens egen produktion af de overordnede kønshormoner, så testiklerne får sværere ved at producere sædceller og testosteron. En dansk undersøgelse har vist, at mandlige bodybuildere, der træner uden steroider, har 52,4 millioner levende sædceller per milliliter sæd, mens de, der træner med steroider, kun har 11,9 millioner.

Kilde Maybebaby.dk, Sundhedsministeriets site om fertilitet