Sygemeldinger eksploderede under corona: Vælter fortsat ind
»Det er overraskende – og dybt bekymrende, at vi tilsyneladende har nået et permanent højere niveau af langtidssyge.«

»Det er overraskende – og dybt bekymrende, at vi tilsyneladende har nået et permanent højere niveau af langtidssyge.«

Danskernes langvarige sygemeldinger eksploderede under covid-nedlukningen.
Men tallet er aldrig faldet tilbage på samme lave niveau som før corona.
Det viser nye beregninger fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen, og udviklingen er enormt bekymrende, lyder det i en pressemeddelelse.
»Det er overraskende – og dybt bekymrende, at vi tilsyneladende har nået et permanent højere niveau af langtidssyge. Især for dem, der bliver syge, men jo også for samfundet, der i disse år skriger på dygtige medarbejdere, så det bør undersøges til bunds, hvad der ligger bag,« siger Mie Rasbech, der er sundhedspolitisk chef i F&P.
Tallene er udtryk for danskere, der er sygemeldt længere end 26 uger.
»Den stigning, vi ser, gælder langvarig sydom, så det er ikke et spørgsmål om forkølelse eller en influenza, man lægger sig med. Det er sygdom, hvor man som borger er ramt i et halvt år eller endnu længere,« siger Mie Rasbech.
Forud for covid-pandemien var mængden af langvarigt sygefravær faldet støt over en årrække, efter sygedagpengeperioden i 2014 blev sat kraftigt ned fra 52 til 22 uger.
Antallet nåede det laveste niveau i starten af 2020, inden pandemien brød ud få måneder senere.
I dag er Danmark længe forbi pandemien, men andelen af særligt langvarige sygdomsforløb er ikke faldet tilbage. Det ligger stabilt på cirka 29 procent mod 20 procent i starten af 2020.
Det svarer til, at der er 23.000 personer, der i 2025 har været på sygedagpenge i mere end 26 uger.