Selvom elitesvømmere lever sundt, har de alligevel dobbelt så ofte tegn på astma. Luften i svømmehallerne er tilsyneladende forklaringen.

Når elitesvømmere står på startskamlen til store mesterskaber som de seneste dages EM i Herning, så er det formodentlig med en blanding af spænding og glæde over endelig at kunne se resultatet af de mange træningstimer i svømmebassinet.

Men måske får man ikke kun stærke overarme ud af de mange timer i klorvandet.

Svensk forskning peger nemlig nu på, at der kan være betydelig forøget risiko for astma forbundet med elitesvømmernes mange træningstimer. Det skriver Videnskab.dk, hvor du kan læse meget mere om, hvad luften i svømmehallerne kan gøre ved os.

Konklusionen kunne første gang læses i et studie af Kerstin Romberg fra Universitetet i Lund, hvor hun sammenligner forekomsten af astmasymptomer hos elitesvømmere med en række andre grupper.

Konklusionen er klar: Selvom elitesvømmerne lever sundere liv end de grupper, der ikke dyrker eliteidræt, så har de næsten dobbelt så ofte astmadiagnoser eller astmalignende symptomer, og svømmerne melder også om symptomer uden for træningen med for eksempel natlig hosten og hvæsen.

Forskning har tidligere vist, at alle idrætsfolk har en øget risiko for astma, uanset hvilken type sport de dyrker, men meget tyder på, at det ikke kun er den hårde træning, der giver den øgede frekvens af astmadiagnoser og -symptomer.

De svenske forskere har nemlig også sammenlignet elitesvømmerne med elitetennisspillere. Hvor 16-17 procent af dem, der ikke dyrker eliteidræt, har en astmadiagnose, og mens det gælder 37 procent af elitesvømmerne, så har kun 25 procent af tennisspillerne fået diagnosticeret astma.

Forklaringen er formodentlig, at svømmerne ofte udsættes for et højt niveau af stoffet 'trichloramin' i svømmehallerne.

»Når man i svømmehaller renser vandet ved hjælp af klor, sker der en reaktion mellem kloren og de organiske materialer som for eksempel urin, der er i vandet, og det skaber blandt andet stoffet trichloramin, som har en skadelig virkning på slimhinden i luftvejene. Det, mener vi, kan være én af årsagerne til den øgede hyppighed af astma, vi ser hos elitesvømmerne,« siger Kerstin Romberg, der er ansat ved afdeling for lungemedicin og allergologi på Lunds Universitet i Sverige.

Kerstin Rombergs kollega professor Leif Bjermer, ligeledes fra Lund Universitet, supplerer:

»Der findes studier, som undersøger betydningen af bademestres eksponering for trichloramin, og her viser det sig, at bare det at opholde sig i svømmehallen giver en signifikant forandring.«