Susanne blev ulykkelig, da hun afslørede sin mand i at være utro. Men da omfanget af utroskaben stod klart for hende, kollapsede hendes verden.
»Jeg begyndte at gemme mig. Jeg var flov over, hvor lang tid det havde stået på. Flov over at have så usselt et menneske til mand,« siger hun.
Da det var værst, kunne hun ikke se andre mennesker i øjnene, fordi hun frygtede, at folk skulle spørge, hvordan hun havde det.
Det er snart fire år siden, hun gjorde opdagelsen.
»Jeg kunne mærke, at han trak sig mere og mere. Han har altid arbejdet meget, også om natten, mens jeg klarede det meste derhjemme. I flere år var han svær at få med på ferie, og flere gange tog jeg alene på ferie med børnene.«
En aften i begyndelsen af 2022 spurgte hun direkte: 'Er du utro?'.
Det var et chok, da han fortalte Susanne og deres børn, at han i halvandet år havde set en anden. Alligevel blev parret enige om at prøve at redde det.
Men da den anden kvinde skrev til Susanne og spurgte: 'Har han fortalt dig hele sandheden?', kom det frem, at der ikke var tale om en halvanden år lang affære.
Hendes mand i mange år havde ført et dobbeltliv:
»Han arbejdede et sted, hvor han skulle sove, men det viste sig, at han havde sovet hos hende.«
Så brast det hele om ørene på Susanne:
»Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg ikke smed ham ud med det samme. Men det var, som om hele mit system gik ned. Jeg var rasende, ked af det og fysisk dårlig, men jeg var også bange for at miste vores familie.«
Udadtil prøvede hun at opretholde en facade, men indeni følte hun sig 'formørket'.
»Jeg var ødelagt. Havde så meget smerte i min krop, jeg havde tankemylder og sov ikke. Det var rædselsfuldt. Jeg kunne ikke forstå, hvordan et menneske kunne byde sin familie at opføre sig sådan.«
Parret forsøgte at leve videre, men den årelange løgn lå mellem dem.
Hun kunne blive fysisk dårlig om aftenen, præcis på det tidspunkt, hvor han plejede at skrive 'godnat skat' til hende.
»Selvom han nu lå i sengen ved siden af mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle de gange, han har skrevet til mig, mens han lå ved siden af hende.«
»Mine tanker kørte i ring, og jeg var både ked af det og vred. Han sagde, jeg var skør i hovedet, men det vidste jeg godt, jeg ikke var.«
I tiden der fulgte, begyndte hun at tjekke ham.
»Jeg har aldrig været mistroisk før, nu tjekkede jeg hans telefon og så længere korrespondancer mellem dem. Jeg blev jaloux og kontrollerende.«
Hun skammer sig over, at hun gik ind på den anden kvindes sociale profiler for at tjekke, om hun og Susannes mand havde været de samme steder. At hun kørte ud til den anden kvinde for at tjekke, om hans bil holdt der:
»Det er så ødelæggende og forfærdeligt ikke at kunne stole på sin egen mavefornemmelse, og jeg tabte mig, og var en skygge af mig selv.«
Da hun fysisk fik ondt i maven, frygtede hendes læge, at det kunne være tarmkræft. Men det viste sig at være en betændelsestilstand i tarmen, der kunne være udløst af stress.
»Der kunne jeg ikke længere forsvare overfor mig selv, at jeg blev. Men jeg kunne heller ikke finde ud af at bryde ud.«
Først i 2024 skete der en forandring, da Susanne bad sin mand 'tage ansvar for alt det, du har lavet', og de blev enige om, at han skulle flytte.
Selvom Susanne ikke længere ville have sin mand, følte hun efterfølgende en voldsom jalousi, der forvirrede hende.
»Forvirringen blev ikke mindre af, at han sagde, at han ikke længere så den anden. Og at han hver dag skrev 'godmorgen skat' og 'godnat skat' til mig.«
Men jalousien stoppede den morgen, Susanne så den anden kvindes bil køre væk fra hendes eksmands hus. Siden har hendes fokus været rettet mod de sunde og gode relationer, der er i hendes liv.
Det har krævet besøg hos både psykologer og terapeuter at nå til en afklaring, og de seneste år har hun både været i hypnose og i metakognitiv terapi.
»Jeg har været så vred, haft tankemylder, hjertebanken og været grådlabil. Det har været ét sammensurium af voldsomt fysisk ubehag.«
»Men det er gået op for mig, at jeg ikke kan beskytte ham mere, at jeg bliver nødt til at tale højt for selv at kunne hele i det her. Jeg kan ikke holde på mere – heller ikke overfor mine børn.«
Sidste sommer fortalte hun sin egen familie, hvor 'vanvittigt det hele havde været'.
»Jeg kan stadig ikke se billeder fra de sidste ti år uden at tænke: 'Der var han utro' og 'der var han også utro'. Det her vil være en smerte og en sorg, jeg tager med mig i graven.«
Men hun vil ikke længere tillade, at den fylder for alt det gode, der er omkring hende:
»Jeg kan mærke glæde igen. Jeg har ikke længere stress i min krop. Og jeg er begyndt at se op.«
Det her er Susannes historie. Navnet er opdigtet, men redaktionen er bekendt med hendes identitet.