Livet har de seneste år givet Martin Kreutzer en ‘bunke solide mavepustere’. 

Sundhedseksperten, der har skrevet et utal af bøger om sund kost og motion, er ikke i tvivl om, at den bog, han netop har udgivet, er hans ‘vigtigste’. For første gang skriver han nemlig ikke bare som sundhedsekspert – men også som patient:

»Det fylder sindssygt meget at være blevet syg. Kunsten er ikke at lade det fylde for meget,« siger han. 

I mere end 25 år har Martin Kreutzer guidet os i, hvordan vi ved at spise sundt og træne optimalt kan holde os i form. Hans egen form, har der aldrig været noget at udsætte på.

Ikke før han – præcis på sin 50-års fødselsdag – blev ramt i solar plexus, da en læge på Rigshospitalet sagde, at han har en sjælden form for uhelbredelig blodkræft.

»Dét, syntes jeg godt nok, var synd for mig. Jeg kørte direkte fra hospitalet til Tisvildeleje, hvor jeg gik en tur og lod tårerne løbe,« fortæller han.

Når han tænker tilbage, havde han længe vist, at alt ikke var i orden. Men lige så længe, havde han lukket øjnene for det:

»Det er skamfuldt at indrømme, men jeg gik nok med symptomerne i fem år uden at opdage, hvor alvorligt det stod til.«

Selvom han følte sig presset, og noterede sig ‘uforståelige og irriterende’ skavanker som forhøjet blodtryk og eksem, skød han det væk:

»Jeg troede, det var stress og tænkte: ‘Jeg gør alt det rigtige, jeg gør bare ikke nok.'«

På sin 50-års fødselsdag fik Martin Kreutzer ikke bare gaver og sang, men også en kræftdiagnose.  Privatfoto

Først da han i julen 2021 var på vandretur og 'ud af det blå' faldt om i et tornekrat, indså han, at noget var helt forkert.

»Jeg har normalt megatillid til min krop, men fik blackout og faldt om. I dag tror jeg, det var en lille blodprop, der passerede.«

Alligevel gik der endnu en måned før han ringede til sin læge:

»Jeg gjorde ligesom alle de andre dumme, gamle mænd … Først da jeg troede, at jeg havde fået testikelkræft, tog jeg mig sammen. Det viste sig, at den her cancer giver en forstørret milt – og det var nok det, jeg kunne mærke.«

Et grundigt helbredstjek afslørede et tornhøjt hæmoglobinniveau i Martin Kreutzers blod, og kort efter fik han beskeden: ‘Du har en uhelbredelig form for blodcancer (polycytæmia vera, red.). Nu trykker jeg på den røde knap og så starter du på mandag i behandlingsforløb.'

Med den besked tog han direkte fra Rigshospitalet og ud i skoven, hvor han plejer at løbe og cykle. Men mens han gik rundt i Tisvilde Hegn, opdagede han, at det akutte chok overraskende hurtigt fortog sig.

»Dødsangsten tog tre timer … For det gik op for mig, at jeg var sindssygt tilfreds med det liv, jeg havde haft. Det eneste, jeg for alvor ville fortryde, hvis jeg døde, var at miste muligheden for at se min (på det tidspunkt 14-årige) datter udfolde sit liv.«

Inden dagen var omme, havde han skrevet afskedsbreve til sine nærmeste og lagt en plan. Og tre uger senere lagde han et opslag på Facebook, hvor han fortalte om diagnosen, der havde sendt 'chokbølger' gennem hans liv.

Da Martin Kreutzer på Facebook for første gang fortalte om kræftdiagnosen, var det med et billede af mere eftertænksom karakter end dem, sundhedseksperten plejer at poste.  Privatfoto.

Det skal på ingen måde lyde som om, han var (eller er) klar til at dø. Dét er han ikke. Men det stod hurtigt klart for ham, at der er to ting, han er meget mere bange for, end at dø:

  1. At miste evne til at arbejde og dermed kunne forsørge sin familie.

  2. At være afkræftet af sygdom og forhindret i at leve et passioneret liv.

»Jeg kan godt leve med at dø. Men jeg kan ikke leve et lorteliv martret af sygdom. Dét frygter jeg meget mere.«

Selvom Martin Kreutzer altid har levet sundere end de fleste, har han, efter han blev syg, skruet endnu mere op for sundheden:

»Den kroniske sygdom hiver og flår i mig. Det kræver en kontinuerlig indsats at holde den skak, sørge for, at den ikke forværres og at jeg kan bevare min robusthed, energi og styrke.«

»Lige nu er sygdommen velbehandlet. Bliver det ved, kommer jeg til at dø med kræften – ikke af den,« siger han, der hverken er bitter eller vred over sin skæbne. 

»Jeg tænker ikke: 'Hvorfor mig'? Og har aldrig haft en uretfærdighedsfølelse over at være blevet ramt. Den her type cancer er en tilfældig mutation. Den kan ramme alle. Jeg er bare glad for, at sygdommen ikke er arvelig – så den rammer mine børn.«