De lægger sig trygt under dynen hver aften og lægger sig til at sove ligesom alle os andre.

Men pludselig stopper de med at trække vejret.

Det anslås at være virkeligheden for 400.000 danskere, der alle sammen lider af en kronisk folkesygdom – og langt de fleste uden at vide det.

Det skriver DR.

Lidelsen hedder Søvnapnø og betyder, at luftvejene lukkes under søvn – en såkaldt apnø.

»Rigtig mange patienter har konsekvenser fra deres søvnapnø. Derfor bør de behandles, så de får et liv, der er værd at leve,« siger Thora Thomsen, der er søvnforsker og forskningsleder på Sjællands Universitetshospital, til DR.

Mediet skriver, at 100.000 danskere er diagnosticeret med sygdommen, men at den seneste forskning anslår, at 300.000 yderligere lider af sygdommen uden at vide det.

En apnø defineres som sagt ved, at luftvejene lukkes, mens man sover, og patienterne vågner som konsekvens af, at man enten er ved at blive kvalt, eller at man ikke kan trække vejret ordentligt.

En apnø varer ofte mellem ti og 60 sekunder, og der kan ifølge Dansk Center for Søvnsygdomme let opstå 400 apnøer per nat.

Thora Thomsen forklarer til DR, at man ikke dør »her og nu« af søvnapnø.

Til gengæld bliver kroppen påvirket af ikke at trække vejret ordentligt over tid, og i sidste ende kan man i yderste konsekvens få blodpropper i hjerte og hjerne, mens mange patienter oplever, at deres sociale liv går i stå grundet træthed.