Der er i denne uge konstateret det første tilfælde af mæslinger i 2026 i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Den smittede person er bosiddende i Region Hovedstaden, og det vurderes, at smitten stammer fra en rejse til Sydasien.

»Styrelsen for Patientsikkerhed er informeret og har iværksat den nødvendige smitteopsporingsindsats,« lyder det.

Udlandsrejser øger risikoen for smitte »betydeligt«, og Statens Serum Institut understreger, at den »vigtigste forebyggelse mod mæslinger er MFR-vaccination«, der tilbydes som en del af børnevaccinationsprogrammet.

Mæslinger har officielt været udryddet i Danmark siden 2017, men der er dog konstateret smittetilfælde siden.

Ifølge sundhed.dk ses mæslinger i dag kun hos personer, der ikke er vaccineret.

Mæslinger viser sig ved forkølelsessymptomer, øjenbetændelse, lysskyhed, feber og udslæt.