Det er oktober, det bliver mørkere, og det er tid til at tage D-vitamin-piller. Ifølge en dansk ekspert kan pillerne hjælpe dig mere, end du tror.

For at holde knogler og muskler sunde anbefaler Sundhedsstyrelsen alle danskere at tage et tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret, hvor vi mangler solen til at give os næringsstoffet.

Men der kan være meget mere at komme efter, siger professor og centerleder på Aalborg Universitet, Tine Jess, som har forsket i kosttilskuddet.

Ifølge professoren styrker D-vitamin også immunforsvaret og beskytter mod både kræft og nogle af de infektioner, som kan ramme særligt i vinterhalvåret.

Der er sågar forskning, der peger på, at det kan gavne humøret og være med til at bekæmpe vinterdepression.

»Hvis man har for lavt D-vitamin, får man en anden sammensætning i sine tarmbakterier,« siger Tine Jess.

»Og det påvirker ens immunforsvars evne til for eksempel at nedkæmpe kræftceller.«

Det har den danske professor fundet ud af ved at undersøge bakteriefloraen i tarmene hos mus og bruge resultaterne til at forske videre i mennesker.

Men det er ikke alt: Andre danske forskere har fundet ud af, at D-vitamin også kan beskytte mod en omgang lungebetændelse.

»Der har D-vitamin simpelthen den effekt, at det kan 'aktivere' de hvide blodlegemer og gøre, at de kan virke hensigtsmæssigt,« siger Tine Jess.

Hun understreger, at forskningen i D-vitamin stadig er i sin spæde fase.

»Men der er i hvert fald vist både direkte effekt på hvide blodlegemer, som er vigtige for at bekæmpe infektionssygdomme, og der er vist effekter via tarmen og videre i immunsystemet, som er vigtige for at bekæmpe kræft.«

Og så er der en tredje pointe, som sikkert interesserer mange i vintermånederne.

»Der er også tegn på, at det er vigtigt for hele vores mentale balance,« siger Tine Jess.

Ifølge hende viser forskning, at D-vitamin kan hjælpe mod vinterdepression.

»Det kan ikke klare det alene, men det kan være en komponent,« siger hun.

»Vi ved allerede godt, at lys er vigtigt for, at vi ikke bliver deprimerede, men ny forskning viser, at D-vitamin også spiller en rolle i den akse.«

Tine Jess anbefaler, at man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og tager 10 mikrogram dagligt fra oktober til april.

Er man gravid, har mørk hud, er tildækket eller har man andre grunde til ikke at få daglig sollys, anbefaler myndighederne 10 mikrogram hele året.