Smitte med influenza forventes at nå et højt niveau i efteråret og vinteren, vurderer Statens Serum Institut (SSI) i en status på instituttets hjemmeside.

»Vi forventer en vinter, hvor influenza igen kommer til at fylde meget, mens covid-19 ser ud til at blive på et lavere niveau,« siger overlæge og sektionsleder på SSI Bolette Søborg i nyheden.

SSI Skriver blandt andet:

'SSI forventer, at både influenza A og B vil cirkulere i Danmark i den kommende sæson. Både antallet af influenzatilfælde og influenzarelaterede indlæggelser vurderes at kunne nå et højt niveau.'

'Influenza A har fyldt mest i de seneste sæsoner, mens der har været relativt begrænset cirkulation af influenza B, hvilket betyder, at der kan være mindre naturligt erhvervet immunitet mod influenza B i befolkningen. Influenza B kan derfor komme til at udgøre en større andel af influenzatilfældene denne vinter.'

'På baggrund af de foreliggende data forventes vaccinen at yde god beskyttelse mod de influenzavirus, der aktuelt cirkulerer.'