Hos Statens Serum Institut (SSI) er man opmærksom på mistanke om smitte med Shamonda-virus hos kvæg i Danmark.

Det oplyser SSI i et skriftligt svar til Ritzau, efter at franske sundhedsmyndigheder for første gang har påvist Shamonda-virus i et menneske.

SSI har ikke tidligere påvist virusset i Danmark.

Mistanken om mulig smitte kommer på baggrund af "nye oplysninger fra erhvervet", skriver SSI.

Oplysningerne vil nu blive undersøgt, lyder det.

Den franske statsborger, som havde fået Shamonda-virus, er siden afgået ved døden.

- Der var tale om en svært immunsvækket person, som boede i et område med kendt smitte, skriver SSI.

Hos SSI følger man udviklingen, men vurderingen er på nuværende tidspunkt, at der ikke er grund til bekymring for den generelle befolkning.

Risikoen for sygdom hos mennesker vurderes på nuværende tidspunkt at være "meget begrænset".

- Det kan ikke udelukkes, at virus også kan forekomme i Danmark, men det er vigtigt at understrege, at selv hvis virus findes her i landet, betyder det ikke nødvendigvis, at mennesker bliver syge, skriver SSI.

Shamonda-virus rammer typisk husdyr og har på det seneste spredt sig blandt kvæg i forskellige europæiske lande.

Hidtil har det ikke været antagelsen, at virusset kunne overføres til mennesker.

Shamonda-virus blev første gang identificeret i Nigeria i midten af 1960'erne og er siden blevet påvist sporadisk hos dyr i både Afrika og i Japan.

I år har sygdommen spredt sig til andre europæiske lande som Tyskland, Schweiz og Holland. Smitten sker via små blodsugende mitter.

Landbrugets tænketank Seges Innovation har i forbindelse med smitte i flere europæiske lande opfordret landmænd og dyrlæger til at reagere på usædvanlige sygdoms- eller reproduktionsproblemer i besætningerne.

Det kan være symptomer som feber, diarré, fald i mælkeydelsen eller nedsat appetit. Hos drægtige dyr mistænkes virusset at kunne medføre aborter samt dødfødte eller misdannede kalve.

RITZAU