Det er især i vintermånederne, at den yderst smitsomme norovirus – også blot kaldet omgangssyge eller roskildesyge – florerer.

En af årsagerne til smitten er blandt andet, at mange mennesker er samlet i forbindelse med julefrokoster.

Norovirus kan også smitte via mad, og en af de store smittesyndere er i øjeblikket julefrokostbuffeter, skriver TV 2.

Fødevarestyrelsen skriver på sin hjemmeside, at man kan smitte både før, man føler sig syg, og mindst 48 timer efter, at man føler sig rask.

Derfor har de samlet en række råd til at undgå smitte.

Udover at man skal blive hjemme, når man er syg, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at man er ekstra omhyggelig med vand og sæbe, da håndsprit ikke virker på norovirus.

Og spiser man fra en buffet – eksempelvis til julefrokosten – så opfordrer de til at vaske hænder med sæbe, inden man går til buffeten.

Derudover skal man bruge tænger og skeer til at tage maden med, holde med et klæde, når man skærer brød, og tage en ny tallerken ved en ny portion.